4.000 københavnske 7.-klasseelever får hands-on erhvervserfaring

4.000 københavnske 7.-klasseelever får hands-on erhvervserfaring

Den 11. juni 2025 bliver en særlig dag for cirka 4.000 7.-klasseelever i København. I stedet for at tilbringe dagen i klasseværelset, skal de ud og opleve virkeligheden på byens arbejdspladser som del af det nye initiativ "Erhvervsdagen 2025".

Initiativet, der blev vedtaget af politikerne i Københavns Kommune i foråret 2024, giver eleverne mulighed for at prøve kræfter med en bred vifte af erhverv.

Formålet er at inspirere de unge til fremtidige uddannelses- og karriereveje ved at introducere dem til hovedstadens mangfoldige erhvervsliv.

- Vi har brug for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse i fremtiden. Hvert sjette barn i landet fødes i København, så vi har et særligt ansvar, udtaler børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).

Borgmesteren håber, at Erhvervsdagen kan blive en traditionsrig begivenhed på linje med Motionsdagen og Kulturnatten, hvilket kan bidrage til større opmærksomhed omkring erhvervsuddannelserne.

Bred vifte af erhvervsoplevelser
På dagen får eleverne ikke blot mulighed for at observere, men også prøve konkrete arbejdsopgaver inden for brancher som sundhed, byggeri, detailhandel, teknologi og administration.

Både små og store virksomheder deltager i initiativet.

Gert Mejlshede, administrerende direktør i Mejlshede Låse A/S, ser dagen som et - fantastisk udstillingsvindue, for små fag som låsesmed, hvor de kan vække interesse hos potentielle fremtidige elever.

Omkring 1.300 elever samles i Hafnia Hallen, hvor virksomheder præsenterer deres fag.

Her får de også mulighed for at møde astronaut Andreas Mogensen og høre om livet i rummet – samt prøve en maskine, der simulerer en af rummets mere overraskende realiteter: at drikke sin egen urin.

Dagen afsluttes med et fælles arrangement på Valby Stadion, hvor eleverne kan dele erfaringer og refleksioner fra deres møde med erhvervslivet.

-rh

10/6 2025