På Picasso-laboratorium
På Arken undersøges kunsten i fællesskab gennem dialog og varierende praktisk-kreative tilgange – museet bruges som multimodalt læringsrum
Arken tilbyder undervisningsforløb i samlingen, særudstillinger og arkitektur på museet – og særlige forløb på skolen tilrettelagt i samarbejde med lærerne.
Der er f.eks. 90 minutters forløb, hvor eleverne undersøger kunsten gennem dialog og kreative sanseorienterede øvelser, som åbner op for tværfaglige refleksioner. Forløbet udbygges med digitale eller analoge billedskabende øvelser i udstillingerne.
Der er tillige et 180 minutters forløb, hvor indholdet fra 90-minutters forløbet udbygges med billedskabende arbejde i museets digitale eller praktisk-kreative værksted.
Ny steder hen
Arkens kickstartforløb er længerevarende undervisningsforløb, der planlægges, gennemføres og evalueres i partnerskab mellem skole og museum. Forløbene består typisk af en workshop på skolen og to workshops på Arken og derudover af klassens videre arbejde på egen hånd. Kickstartforløbet kan afsluttes med et forældre-/familiearrangement på Arken.
I udstillingen ”Ung dansk kunst – Samfundsprognoser” stiller ti unge danske kunstnere skarpt på forandringer i verden omkring os og åbner op for spørgsmål om vores fælles fremtid. I et forløb fordyber eleverne sig i udvalgte værker og går åbent, undersøgende og legende til værks. Hvilke nye perspektiver opstår, når vi for eksempel iscenesætter os som rejsende og møder verdenshandelens absurditeter ved et syret bagagebånd? Når vi går tæt på et forunderligt univers af mug og sukker og bliver mindet om vores biologiske forbundethed med verden? Eller når vi digter visuelle fortællinger om en verden, hvor alger er den vigtigste ressource?
Picasso-laboratoriet
Pablo Picasso tegnede og malede motivet ”maleren maler et billede af en model” mange gange. Det gjorde han, både fordi han var interesseret i kunsthistorie – det er sådan, et utal af menneskefremstillinger og portrætter er opstået gennem kunsthistorien. Men også, og ikke mindst, fordi han var interesseret i relationen mellem en maler og en model og i den proces, der foregår i malerens værksted, når et billede bliver til.
I virkelighedens verden var det yderst sjældent, at Picassos koner/kærester/børn, som optræder i hans billeder, rent faktisk sad model foran ham. I stedet malede han billeder ud fra sin hukommelse og ud fra sin relation til ”modellerne”, og her får de stærke roller som aktive personer, der i den grad også sætter deres aftryk på billederne.
I Picasso-laboratoriet kommer man tæt på udvalgte værker i udstillingen ”Elsket af Picasso”, hvor eleverne undersøger, hvad billederne siger til os, når de ikke er et resultat af at ville skabe fysisk lighed, men et resultat af relationer og samskabelse og af en nysgerrig kunstner, der sætter processen lige så højt som resultatet.
– kis