Verdens bedste naturfotografier vises på Statens Naturhistoriske Museum© Qingrong Yang, Wildlife Photographer of the Year

Verdens bedste naturfotografier vises på Statens Naturhistoriske Museum

Den 21. november slår Statens Naturhistoriske Museum dørene op for den internationale fotoudstilling Wildlife Photographer of the Year, der præsenterer en håndplukket samling af årets mest betagende naturfotografier fra hele verden.

Udstillingen, der viser vinderbillederne udvalgt blandt over 60.000 indsendte fotografier fra mere end 100 lande, giver besøgende mulighed for at opleve naturens mest fascinerende øjeblikke på nært hold – fra sjældne dyrearter og spektakulære landskaber til overraskende øjeblikke i naturen.

Årets vinderbillede fanger en brun hyæne, der bevæger sig gennem en forladt mineby i Namibias ørken – et ensomt rovdyr, der har overtaget et område, mennesker har forladt.

Dette motiv illustrerer det gennemgående tema om forholdet mellem menneske og natur, der præger mange af udstillingens værker.

- Gennem fantastiske fotos viser udstillingen mangfoldigheden af liv på Jorden og inspirerer os til at reflektere over menneskets forhold til naturen – og vores fælles ansvar for at beskytte den, udtaler Nina Rønsted, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Blandt udstillingens højdepunkter finder man også årets unge vinderfoto taget af italienske Andrea Dominizi, der har indfanget en træbuk omgivet af et fældet skovområde.

Billedet illustrerer på slående vis kontrasten mellem naturens sårbarhed og menneskets indgriben, da træbukke sjældent bevæger sig langt fra deres oprindelsessted, hvorfor skovhugst udgør en trussel mod deres eksistens.

Wildlife Photographer of the Year arrangeres for 61. gang af Natural History Museum i London og betragtes som årets absolutte højdepunkt blandt naturentusiaster og fotografi-interesserede. 

Udstillingen præsenterer både naturens poetiske skønhed og dens udsathed i en verden præget af menneskelig aktivitet.

-rh

19/11 2025