Odense bliver forvandlet til en vaskeægte robotbyFoto: Odense Kommune

Odense bliver forvandlet til en vaskeægte robotby

Til hverdag bor robotterne hos Odenses virksomheder, skoler og børnehuse, men i tre dage flytter de for en stund ud i byen og ind i Munke Mose.

Til hverdag bor robotterne hos Odenses virksomheder, skoler og børnehuse, men i tre dage flytter de for en stund ud i byen og ind i Munke Mose.

Uanset om du kan lide at kode spil, bygge robotter eller noget helt tredje, så har Robot og Science Festival noget for alle.

Det hele sker, når robotter møder kultur og byder på alt fra workshops og teknologi-udstillinger til koncerter og shows - helt gratis.

Robot og Science Festival gentager sidste års succes d. 24.-26. maj 2024 i Munke Mose. Festivalen byder på en perlerække af alt det bedste inden for teknologi, kunst, robotter og kultur.

Der bliver udforsket, leget og imponeret, når festivalen skaber rammerne for at vise teknologien frem. Vil du prøve, hvordan du selv kan lave smykker med robotteknologi?

Er du nysgerrig på, hvordan SDUs fysikstuderende forsker i fremtidens vinproduktion?

Eller synes du bare, at robotter, science og god musik, som f.eks. Anne Linnet og Katinka Band, er en perfekt kombination? Så er Robot og Science Festival det helt rigtige sted. Her får besøgende nemlig rig mulighed for selv at få teknologien mellem fingrene.

Robotby i familiehøjde

Byens børn og unge er en stor del af fremtiden. Derfor glæder det også festivalen, at de igen i år kan byde hele familien velkommen på festivalen.

Det giver mulighed for, at både børn og voksne kan lade sig inspirere og blive nysgerrige på, hvad det egentlig er, at teknologien kan.

Og netop, at robotfestivalen er et familiearrangement, betyder, at robotterne ikke længere kun findes i børnenes arbejdsliv, men også andre steder i hverdagen.

- Det er noget, der glæder børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen.

- Teknologi og sociale medier fylder meget i familiernes liv i dag, på godt og ondt - både for børn og voksne. Et af mine mål med verdens bedste robotby er, at familierne i Odense kan beherske teknologierne frem for at lade sig styre af dem.

- Jeg håber, at familierne vil omfavne festivalen og dens mangfoldighed. Det er en fantastisk mulighed for, at den teknologidannelse, der allerede foregår i vores dagtilbud, skoler og virksomheder, bliver delt med alle byens borgere, siger Susanne Crawley Larsen.

Mere end 800 børn og unge fra Odenses skoler og dagtilbud får adgang til festivalen, før den officielt åbner.

Allerede torsdag besøger de nemlig festivalen og deltager i workshops.

Her kan skoleeleverne prøve kræfter med at lave deres egne musikinstrumenter med Makey Makey og kodning eller lære at bygge og kode deres egen tivoli-park.

Samtidig kan de yngste blandt andet undersøge Munke Mose med kamera og bruge teknologien til at lære mosens dyr og planter bedre at kende.

Festivalen skruer op for ambitionerne

Robot og Science Festival slår sig ned i Munke Mose i hjertet af Odense, og det er ikke helt uden grund.

Festivalens ambition er nemlig, at alle byens borgere skal føle sig velkomne og vide, at de bor i en vaskeægte robotby.

På festivalen viser Odenses robotgiganter deres banebrydende teknologi frem og lader besøgende se, mærke og opleve, hvad det vil sige at bo i en robotby.

Det fortæller leder af Ungdomshuset, Karsten Damgaard, som er med til at koordinere festivalen.

- Sidste år havde vi en rigtig velbesøgt Robot og Science Festival, og derfor har vi i år også høje forventninger om, at festivalen igen bliver en succes.-

- Vi har gjort meget for at udvikle programmet og gjort det endnu mere spændende for flere odenseanere og fynboer at deltage i festivalen, hvor der er fokus på, at robotter og kultur mødes.

- Vi håber, at festivalen kan være med til, at endnu flere borgere i Odense kan mærke, at de bor i et internationalt robotcentrum, siger Karsten Damgaard.

-rh

21/5 2024