Historisk dobbelt fødsel af brillebjørne-tvillinger

Historisk dobbelt fødsel af brillebjørne-tvillinger

For første gang nogensinde er der født brillebjørnetvillinger i Danmark.

De to unger kom til verden i begyndelsen af februar i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.

- Vores hunbjørn, Nazca, har været meget stor over vinteren. Også en del større end da hun fik en enkelt unge for to år siden.

Så vi havde ventet, at der ville komme mere end en unge denne gang, og derfor undrede vi os lidt, da der så kun kom en enkelt i første omgang.

Men den anden unge tog sig åbenbart lidt ekstra god tid. Og nu har vi altså to små brillebjørneunger, smiler direktør i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, Richard Østerballe og tilføjer:

- Der er stadig meget vi ikke ved om brillebjørne, men fordi vi har video-døgnovervågning af bjørnemor i reden, bliver vi hele tiden klogere på deres adfærd.

Og måske er det helt normalt, at brillebjørne føder deres unger med et døgns mellemrum.

I betragtning af hvor meget ungerne skriger og hyler, når de ikke lige sover, kan man godt forstå at bjørnemor gerne lige vil have dem en ad gangen.

Unger er sårbare

Det er anden gang nogensinde, at brillebjørne fødes i Danmark.

Den første gang var i februar 2021, hvor GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs nu nybagte tvillingemor fødte en enkelt unge, en han som fik navnet Uno.

Faren til både tvillingerne og den store unge hedder Raymi og er også i parken.

Hunnen Nazca faldt naturligt ind i mor-rollen ved den første unge, så direktøren regner med, at hun vil gøre det samme denne gang;

- Nazca viste sig som en god og beskyttende mor for Uno, så vi forventer det samme denne gang.

Selvfølgelig kan det være lidt sværere med tvillinger, og generelt er nyfødte dyreunger altid sårbare. Men vi håber da, at begge vil vokse godt, så gæster i parken kan opleve dem til sommer. 

Mor passer ungerne selv

Tvillingerne er født i en redekasse, som er sat op i brillebjørnestalden. Inde i kassen er der opsat et live-kamera, så parkens personale kan følge med i, hvordan det går med tvillingerne.

- Vi holder os væk og lader mor passe ungerne selv uden forstyrrelser. Bjørnemor tog over 40 kg på inden fødslen. Ungerne vejer ca. 300 gram stykket, så det resterende er fedtdepot, som moren nu laver om til mælk til ungerne her de næste par måneder.

I den periode spiser moren intet og drikker kun ganske lidt. I det hele taget sørger dyrepasserne for, at bjørnene får så så meget ro som muligt.

Derfor vil der også gå flere måneder, før vi kan konstatere, hvilket køn tvillingerne har, siger Richard Østerballe.

Kan følges via videolink

Lige nu er ungerne helt små og hjælpeløse.

De er blinde og får først øjne om ca. en måned.

Når de bliver lidt større, vil moren begynde at tage dem i munden og løfte dem ud af redekassen fra tid til anden.

Og til foråret eller starten på sommeren vil de komme med helt ud og blive introduceret for det store udendørs bjørneanlæg. 

- Det er ikke muligt for gæster at se ungerne nu, desværre heller ikke når vi åbner i vinterferien. Der går nogle måneder, før man kan opleve tvillingerne.

Vi har dog sørget for, at alle interesserede kan følge mor og unger via live-videolinket fra redekassen på vores hjemmeside.

Det kan man også på en skærm, som vi har set op i brillebjørneanlægget i parken, fortæller Richard Østerballe.

Vigtige unger

Brillebjørne kategoriseres som en sårbar art i naturen, og de findes ikke i mange af denne art i zoologiske haver og dyreparker. Faktisk er der kun 56 brillebjørne i Europa.

De 7 af dem er nu i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA og dermed bliver vi den zoo i Europa der har flest brillebjørne.

Vores avlspar, hunnen Nazca og hannen Raymi, betragtes som det vigtigste avlspar i Europa, og dermed et par man gerne vil have unger fra, så deres gener blive inddraget i det internationale avlssamarbejde for denne sårbare art. Derfor er fødslen også ekstra glædelig; 

- Det er først og fremmest vigtigt, at dyrene kan trives og yngle her i parken. Og at der nu er to unger yderligere i bestanden, som kan hjælpe med at styrke arten endnu mere, er jo en rigtig god nyhed for vores arbejde med at bevare sårbare og truede dyrearter, siger direktør Richard Østerballe.

Med fødslen af tvillingerne er der nu syv brillebjørne i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; 
Tvillingerne, storebro Uno på to år, forældrene Nazca og Raymi, samt et voksent brødepar, som også er tvillinger, Sonco og Tupa.

-rh

15/2 2023