Gratis Kulturpas i Guldborgsund til børn, unge og deres familier

Gratis Kulturpas i Guldborgsund til børn, unge og deres familier

Hvert år kan børn og unge med bopæl i Guldborgsund Kommune deltage i gratis kulturoplevelser på fire udvalgte kulturinstitutioner.

I 2023 tilbyder Fuglsang Kunstmuseum, Ensemble Storstrøm, Golf & Fun samt Teatret Masken gratis entré i udvalgte perioder eller på udvalgte dage.

Med Kulturpasset er der gratis adgang for børn og unge i alderen 0-18 år samt 1-2 voksne familiemedlemmer pr. barn, ung eller søskendeflok.

Med Kulturpasset kan børn og unge med bopæl i Guldborgsund Kommune deltage i gratis kulturoplevelser på fire udvalgte kulturinstitutioner årligt.

Hver institution tilbyder gratis entré og/eller særligt tilrettelagte aktiviteter for målgruppen i udvalgte kulturpas-uger eller på udvalgte kulturpas-dage.

Der er desuden gratis adgang for op til to voksne familiemedlemmer pr. barn/søskendeflok, så hele familien kan være sammen om de gode oplevelser hos kulturaktørerne.

Det overordnede formål med et Kulturpas til børn, unge og deres familier er at give børn og unge kendskab til og mulighed for at deltage i lokale kulturtilbud, herunder at få flere børn og unge til at bruge kulturlivets tilbud i fritiden.

Aktørerne i Kulturpasset skifter fra år til år, og derfor vil borgerne få adgang til en bred vifte af kommunens mange gode og inspirerende kultur- og fritidstilbud.

- Vi glæder os til at fortsætte med Kulturpasset i 2023 og fremover, så kommunens børn, unge og deres familier kan få gode og fælles oplevelser helt gratis.

Kulturpasset giver i år adgang til oplevelser, hvor hele familien kan være aktiv hos Golf & Fun, høre klassisk musik med Ensemble Storstrøm, gå på opdagelse i kunstens verden på Fuglsang Kunstmuseum og blive rørt af forestillinger på Teatret Masken.

I udvalget vægter vi at gøre vejen til vores inspirerende og mangfoldige kulturliv kortere og tilgængelig for alle, og derfor glæder det os at kunne støtte et initiativ som Kulturpasset, siger formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget Ole K. Larsen.

Kulturpasset starter hos Teatret Masken og Fuglsang Kunstmuseum, hvor gratis adgang og gratis billetter strækker sig over en længere periode i 2023.

Senere på foråret i uge 16 og 17 kan man besøge Golf & Fun og Ensemble Storstrøm.

De lokale aktører glæder sig over at være med i Kulturpasset:

- For Teatret Masken supplerer Kulturpasset ikke mindst vores fokus på at få de unge i teatret.

Vi har fx dannet et ungedramaturgiat, hvor seks unge mennesker tager på teaterfestivaler, ser ungdomsteater og vælger forestillinger ud, som de har lyst til at vise til andre unge.

Vi sælger i forvejen billige billetter til udvalgte forestillinger til unge under 26, og med Kulturpasset har vi nu mulighed for at tilbyde fribilletter til alle unge på 18 år og derunder, ligesom det er muligt for børn og unge at dele oplevelsen med hele familien.

Den 25. februar har vi premiere på ungdomsforestillingen FATTIG, der spiller til den 17. marts, og vi håber, at de unge finder vejen til teatret, ligesom vi ser frem til familieforestillingen Tove senere på året, siger teaterleder Hannah Karina Mikkelsen. 

Fuglsang Kunstmuseums direktør, Anna Schram Vejlby supplerer:
- Vi elsker at få besøg af børnefamilier på Fuglsang Kunstmuseum. Det er altid hyggeligt, og vi ønsker at give familierne anderledes og særlige oplevelser, der altid er i øjenhøjde.

Vi har fx aktivitetsark for børn og kreative familieworkshops i vores smukke værksted i KUMUS.

Derudover nyder familierne altid en tur på Skejten eller i den eventyrlige tuja-hule i herregårdshaven.

Så vi glæder os over at ligge i en kommune, der har øje for at give børnefamilier lettere adgang til kulturen."

Kulturpasset er finansieret med 167.000 kr. årligt og blev igangsat i efteråret 2021 med et test-år, hvor Kulturpasset blev brugt op mod 10.000 gange.

På baggrund af de gode erfaringer har Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget besluttet at fortsætte ordningen i en let justeret form.

-rh

23/2 2023