Det digitale og analoge læringsrum i samspil
Man kan ret let koble det digitale læringsmiljø sammen med elementer i det fysiske rum, så bevægelse og læring spiller sammen, fremhæver Eyelearn ApS
De digitale og analoge læringsredskaber kan med stor fordel kobles sammen i et samlet læringsrum, forklarer virksomheden Eyelearn ApS, der har specialiseret sig i at fremstille løsninger til det fysiske læringsmiljø ude og inde.
– Vi kobler den digitale læringsportal med det fysiske miljø, samtidig med, at vi synliggør fagligheden og skaber bevægelse på en helt unik måde, forklarer Stig Henriksen, der er medindehaver af virksomheden i Odense.
– Det, vi beskæftiger os med, er i realiteten brugerdrevet innovation. Med skolens visioner som omdrejningspunkt og i tæt samarbejde med skolens ledelse, den pædagogisk ansvarlige eller den enkelte faglærer udvikler og skræddersyer vi løsninger, som lige netop tilgodeser de behov for stimulering, som eleverne har inden for en given afdeling, et forløb eller inden for et særligt fagområde. På den måde sikrer vi den nødvendige opbakning og accept, hvilket garanterer, at løsningerne rent faktisk anvendes af lærerne i undervisningen.
– Vores fokus er at inddrage det fysiske rum og gøre dette til en aktiv del af læringsmiljøet. Vi skaber læringsmiljøer, der inviterer til et fagligt niveauløft gennem aktivitet – og derigennem styrker vi samtidig samarbejdet og de sociale relationer i klassen, siger Stig Henriksen.
Fleksible læringsrum
For Eyelearn er det centrale, at man tager udgangspunkt i de ideelle muligheder for at skabe en differentieret tilgang til undervisningen, give lærerne nye redskaber og facilitere nye metoder for læring i fleksible og forandringsmulige læringsrum. Erfaringerne viser, at netop dette øger elevernes engagement og virkelyst og skaber plads til den nødvendige fordybelse og eftertænksomhed.
At etablere visuelle læringsmiljøer er blevet et must for mange danske skoler og institutioner, hvor flere former for læringsapplikationer funktionelt pryder gulve, døre, vægge, vinduer og trapper – ude som inde. Med Eyelearns særlige tilgang til et skræddersyet og unikt læringsmiljø tages også æstetikken på lokationen i betragtning som en væsentlig parameter i den samlede løsning, fremhæver virksomheden.
Avanceret koncept
Senest har Eyelearn ApS i samarbejde med en række udvalgte skoler udviklet et nyt koncept for historiske tidslinjer, hvor skolerne selv har mulighed for at påvirke det endelige design. En avanceret grafisk løsning bestående af flotte illustrationer af historiske begivenheder, hvor der også anvendes op til 100 QR-koder, er med til at stimulere elevernes nysgerrighed og lyst til yderligere fordybelse – et godt eksempel på, at det analoge fysiske rum kan danne ramme om den digitale læring.
– Vi anser det klart som vores opgave konstant at skubbe til grænserne for, hvad der er muligt inden for valg af materialer, grafisk design og innovation i enhver henseende. F.eks. har vi netop i samarbejde med Søndervangsskolen i Viby udviklet en ny 3D talslange, som eleverne i indskolingen dels kan hoppe på for at lære talrækken med kroppen, men hvor slangens krop i tillæg bliver rund og halen rejser sig op, når eleverne kigger på den gennem deres mobiltelefon eller tablet, fortæller Stig Henriksen.