Idrætsskoler booster trivsel: Ny evaluering viser positive resultaterIdrætsskolerne forpligter sig til minimum 4 idrætstimer ugentligt og et kompetenceløft af deres undervisere.

Idrætsskoler booster trivsel: Ny evaluering viser positive resultater

En ny evaluering fra Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) viser, at idrætsskoler i Danmark har en positiv effekt på både elevers trivsel og skolernes profil i lokalområdet.

Siden 2019 har Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark og VIA University College certificeret skoler som Idrætsskoler.

Disse skoler har indført ekstra idrætstimer og givet lærerne efteruddannelse i at integrere bevægelse i undervisningen.

Andreas Bolding Christensen fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, en af rapportens forfattere, udtaler: - Skolelederne rapporterer, at certificeringen har givet dem en klar profil i lokalområdet.

- Desuden viser løbende undersøgelser en forbedring i elevernes trivsel, hvilket er bemærkelsesværdigt i en tid, hvor den generelle elevtrivsel på landsplan er faldende.

Evalueringen understreger, at en aktiv skoledag ikke kun giver fysiske fordele, men også bidrager til øget energi og koncentration blandt eleverne.

Dette har fået DIF 's næstformand, Frans Hammer, til at opfordre til en national strategi for idræt og bevægelse i skolen.

- Vi risikerer at skabe A- og B-hold blandt skoler og kommuner, hvis det udelukkende bliver op til ildsjæle at implementere en aktiv skoledag, advarer Hammer.

Evalueringen kommer på et kritisk tidspunkt, da den nylige skoleaftale har fjernet lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse. I stedet skal professionshøjskolerne nu udvikle en national strategi for bevægelse i skolen.

Undersøgelsen viser også, at skoleledere er bekymrede for, at den nye folkeskoleaftale kan gøre det vanskeligere at opretholde status som idrætsskole.

Evalueringen er udført af FIIBL, et samarbejde mellem UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UC SYD og Syddansk Universitet, med Lærke Lund Bech og Andreas Bolding Christensen som hovedforfattere.

Resultaterne fra denne evaluering forventes at spille en vigtig rolle i udformningen af den kommende nationale plan for bevægelse i skolen.

-rh

1/10 2024