Aktuelle nyheder - På tur

Naturen bygger bro mellem dagtilbud og skole

Naturen bygger bro mellem dagtilbud og skole

I område Hestkøb rejser de ældste børnehavebørn tilbage til fortidens jægerstenalder.

Del artiklen på

Sammen med pædagoger og naturvejledere har børnene besøgt naturhuset Bistruphus, hvor de blev taget med på eventyr i jægerstenalderen.

Børnehusenes besøg til Bistruphus forløber over to dage og er en del af overgangsgangsforløbet ”Den Gode Overgang” mellem dagtilbud og skole.

Projektetet budt på lærerige oplevelser i skoven, hulebygning, bål, brændekløvning, snittetræning, bueskydning, dyrespor i skovbunden og spiselige planter og urter til te.

Naturvejleder Sally Ida Frandsen Aarøe fortæller:

- Den fælles leg og den fælles fortælling skal være med til at binde den gode overgang sammen. Projektet er en indsats, der styrker børnenes overgang mellem dagtilbud og skole.

Alle børn har mødt den samme fortælling med deres børnegruppe i børnehaven som deres fremtidige skolekammerater.

Nye opdagelser i naturen

Børnehusenes besøg til Bistruphus begyndte hver dag med fællessang om at bruge sine sanser til at udforske naturen, hvorefter børnene sammen med deres pædagoger og naturvejleder blev taget med på opdagelser i naturen.

Iklædt stammedragter er børnene gået på opdagelse i skovbunden, og mellem træer, buske og nedfaldne efterårsblade har de sammen fundet grene og kviste til at bygge huler med.

Børnene har også lært at slå brænde, og lært om ild imens et bål blev tændt til at lune sig ved og koge vand til te. Kul fra bål blev brugt til huletegninger, ligesom jægerstenalderfolket gjorde det.

Aktiviteterne tager udgangspunkt i materialet ”Ask og Liv”, der er udviklet af Danmarks Jægerforbund, men aktiviteterne styres af børnenes nysgerrighed og interesser.

Børnene har mulighed for at fordybe sig i kreative og lærerige aktiviteter, der interesserer netop dem. Naturvejleder Sally Ida Frandsen Aarøe fortæller:

- Det er op til den enkelte børnegruppe og deres pædagoger at præge legen ved at have fokus på børnenes nysgerrighed, og de aktiviteter som børnene er særligt optagede af og interesserer sig for.

Vi har lavet nogle rammer, der er frie og på børnenes præmisser.

Legen er det fælles tredje, som man mødes omkring. Vi voksne hjælper med at anspore legen inden for et felt, jægerstenalderen, men hvor legen så tager hen, det er op til børnene.

God og tryg overgang fra dagtilbud til skole

Formålet med børnenes besøg i fortidens jægerstenalder og deres nye oplevelser i naturen er med til at skabe en god og tryg overgang fra dagtilbud til skolestart.

Inge Fabricius, der er Områdeleder for dagtilbud i område Hestkøb i Rudersdal Kommune, fortæller:

- I område Hestkøb er dét at bruge naturen et vigtig parameter for at arbejde med børnenes udvikling, og dermed også det lovgrundlag vi bygger på nemlig ”Den styrkede læreplan”.

At have naturen i centrum dækker ikke kun det læreplanstema, der hedder ”Natur, udeliv og science”. Gennem blandt andet ”Ask og Liv” projektet, arbejdes der også med de øvrige fem læreplanstemaer.

Børnene bruger kroppen, de arbejder sammen, de får historien om jægerstenalderen, som de eksempelvis også fysisk oplever ved at være udklædt og spise som dengang. Derudover får børnene en fælles viden, som knytter dem sammen.

-rh

Læs mere om På tur

4/1 2023