Kunst i skolen og børnehaven giver stærkere børn

Kunst i skolen og børnehaven giver stærkere børn

Kulturstyrelsen har for nylig udgivet en inspirationsbog til lærere og pædagoger, der sætter fokus på, hvordan man kan tænke flere kunst- og kultur-aktiviteter ind i skolens og børnehavens hverdag

Af: Monica Madsen, journalist

De internationale forskere er ikke i tvivl: Der er en lang række fordele ved at give børn mulighed for at beskæftige sig med kunst og kultur i hverdagen. De får flere personlige, faglige og sociale kompetencer, de klarer sig bedre som voksne, og de har en positiv effekt på samfundsøkonomien.

Det er baggrunden for, at Kulturstyrelsen nu udgiver den gratis web-bog BØRN KUNST KULTUR – i en hverdag der du’r. Bogen rummer både teoretisk viden og praktiske strategier til, hvordan man som lærer og pædagog kan sætte kunst og kultur på dagsordenen i skolens og dagtilbuddets hverdag.

Bogen sætter blandt andet fokus på, hvordan æstetiske aktiviteter også kan styrke børns boglige, sociale, demokratiske og digitale kompetencer. En bred vifte af forskere, kultureksperter, lærere, pædagoger og kunstnere bidrager med teoretisk viden og praktiske erfaringer, og en lang række eksempler på konkrete aktiviteter, links og litteraturhenvisninger giver inspiration til at sætte nye aktiviteter i gang.

Kreativitet styrker lysten til at lære

- De kompetencer, børn lærer gennem æstetiske aktiviteter, er af afgørende betydning for deres udvikling, fordi al anden læring bygger på dem – ikke mindst selve lysten til at lære, forklarer projektleder i afdelingen for Forskning og Innovation, University College Sjælland, Bennyé Düranc Austring, der bidrager med et overblik over den nyeste internationale forskning:

Lærere og pædagogers vigtige rolle

Den nye folkeskolereform og de ekstra aktivitetstimer, som nu kommer på skoleskemaet, er f.eks. en oplagt mulighed for at sikre alle børn i hele landet gode muligheder for at komme i nærkontakt med kunst og kultur hver dag – og at aktivitetstimerne dermed får substans og relevans, pointerer kontorchef i Kulturstyrelsen Ole Winther:

- Lærere og pædagoger spiller en meget vigtig rolle i indsatsen for at sikre, at alle børn over hele landet får adgang til kunst og kultur i deres hverdag – uanset hvor de bor, og hvilken social baggrund de har. Derfor vil vi gerne støtte deres indsats og skabe bedre lokale rammer for nye samarbejder mellem skoler, børnehaver og kulturinstitutioner, siger Ole Winther.


Inspirationsmøder til efteråret

Til efteråret inviterer Kulturstyrelsen alle interesserede lærere, pædagoger, kunstnere, kulturfolk og andre eksperter til fyraftensmøder rundt om i landet. Møderne følger op på bogens pointer og sætter fokus på, hvordan man lokalt og regionalt kan sætte flere aktiviteter i gang, der giver alle børn mulighed for at komme i nærkontakt med kunst og kultur i hverdagen.

BØRN KUNST KULTUR – i en hverdag der dur udkommer elektronisk, kapitel for kapitel, frem til oktober. Tilmelder du dig på Børnekulturportalen www.boernekultur.dk, får du løbende besked, når du kan downloade et nyt kapitel på portalen, og når der til efteråret inviteres til fyraftensmøder.


24/6 2013