Hverdagstravlhed står i vejen for mindre mobning i skolen

Velmente, hurtige løsninger kan ende med at gøre mobning værre. Alligevel tyr lærerne ofte til dem, når de mangler tid og viden.

Det har ellers god effekt at arbejde analytisk med at bekæmpe mobning, viser et nyt forskningsprojekt fra Københavns Professionshøjskole, som har fulgt arbejdet med et nyt trivselsredskab i to lærerteams.

Hvis børnene i 4.V alt for ofte siger skældsord til hinanden og et par af dem hænger og flagrer på kanten af fællesskabet, kan det være fristende at lave en runde med ’Ugens klassekammerat’ eller ’Den gode stol’, hvor børnene på skift får lejlighed til at rose hinanden.

Det kan også være, nogle forældre har lyst til at arrangere en klassefest, så alle kan samles om noget sjovt.

Men de nemme løsninger virker sjældent. Og når man gør noget, er der altid en risiko for at gøre noget værre.

Det kan fx være, klassekammeraterne tøver og har svært ved at finde på noget sødt at sige om enkelte børn, når der bliver holdt roserunder, mens det vrimler med tillægsord til andre.

Eller at det ensomme barn sidder alene til klassefesten og ender med at føle sig endnu mere ensom.

- Lærere skal altid overveje, hvad de sigter mod, når de laver tiltag mod mobning. De risikerer at gøre nogle allerede udsatte børn endnu mere sårbare, siger Stine Kaplan Jørgensen, der er lektor og forsker i mobning på Københavns Professionshøjskole.

Hun møder ofte lærere, der – forståeligt nok og med de bedste intentioner – slår hurtigt ned, når de oplever mobning blandt børnene.

- Lærerne griber typisk hurtigt til løsninger – men uden først at have tilstrækkelig indsigt i, hvad der egentlig er på spil blandt børnene.

- Deres tiltag risikerer at blive overtaget af de dynamikker, der allerede er i gang, sådan at mobningen fortsat udspiller sig, bare på mere subtile måder, fortæller Stine Kaplan Jørgensen.

Mobningen forsvinder altså ikke – men bevæger sig bare endnu længere væk fra lærerens radar.

Og måske er det bedre at lade være, hvis der ikke er tid til at lave en ordentlig risikovurdering og følge op på indsatsen, pointerer mobbeforskeren, der i sit seneste projekt har fulgt to skoleklassers arbejde med et nyudviklet anti-mobbeværktøj.

Værktøjet er udformet som et brætspil og er en del af initiativet Skolestyrken der er sat i søen for at komme mobning til livs.

Skolestyrken er udviklet af Maryfonden, Red Barnet og Børns Vilkår på baggrund af forskning – blandt andet fra det store danske forskningsprojekt, der løb fra 2007 til 2011 på DPU, Aarhus Universitet.

Kan ikke løses i klassens time

Stine Kaplan Jørgensen bidrog også til eXbus, og en af de centrale pointer fra hendes forskning er, at lærere skal tøjle handletrangen.

Selv om det er et langt sejt træk, er det vigtigt, at de sætter sig grundigt ind i hvilke mobbemønstre, de er oppe imod.

- Det forsøger Skolestyrken at facilitere med et spil, hvor teamet omkring en klasse undersøger børnene dynamikker og på den baggrund planlægger tiltag, som er tænkt ind i undervisningen eller i skolens hverdag, siger Stine Kaplan Jørgensen, som glæder sig over, at værktøjet ikke er ”en semiterapeutisk session i klassens time”, men noget, der bliver tænkt ind i dagligdagen.

Ud fra analysen giver brætspillet lærerne ideer til tiltag, der kan løse problemerne.

Hvis de fx finder frem til, at der er meget utryghed i en klasse, kan de planlægge at skabe mere tryghed gennem klasseledelsen, ved at have faste grupper i en længere periode eller ved at være særligt opmærksomme på sproget.

Skolestyrkens koncept går ud på, at alle på hele skolen fra pedellen til inspektøren har en kursusdag, hvor de får viden om trivsel og mobning.

En ressourceperson, ofte den lærer på skolen, der i forvejen har fokus på adfærd, kontakt og trivsel (AKT-læreren) – uddannes desuden i, hvordan de kan arbejde med Skolestyrkens spil. Det er dem, der skal gennemføre arbejdet med et team, hvor de oplever eller har mistanke om mobning.

Her sættes lærerne i gang i to omgange; Først for at undersøge mønstrene blandt børnene, mens anden gang – og brætspillets anden side – handler om at planlægge de tiltag, der skal dæmme op for problemerne og observere, om de virker.

Hverdagsmøllen

Paradoksalt nok viser Stine Kaplan Jørgensens projekt, at styrken ved værktøjet – grundigheden – også er det, der kan være en udfordring.

For selv om spillet på sin vis bare er to gange halvanden time, lægger det også op til at lærerne bruger tid på at observere, hvad der er i spil blandt børnene og får overblik over det sociale landskab i klassen.

Og i de to klasser forskerne fulgte, var det svært for lærerne.

- Det blev ret tydeligt for os, at lærernes betingelser er meget vanskelige. Der er et helt konkret tidspres og en hverdagsmølle, lærerne navigerer i, som også betød, at de var nødt til at nedprioritere projektet.

Det gik både ud over deres forberedelse, de undersøgelser, de skulle lave – og ikke mindst de løsninger, de fandt på. Det blev en tidsoptimeringsstrategi: Hvordan kan vi nemt løse det her? Okay jeg taler med dem på onsdag, når vi alligevel er på skovtur, siger Stine Kaplan Jørgensen og tilføjer, at det er forståeligt, når man følger lærernes arbejde på sidelinjen.

- Som en af lærerne siger, så drukner det i hverdag. I sygemeldinger, forældresamarbejde og alt muligt andet.

Så selv om lærerne synes, det er spændende, er det svært at prioritere. Det er den udfordring, vi står tilbage med: Vi ved, hvad der skal til for at tackle mobning, men ressourcerne ikke er til det, og det er svært for lærerne at passe det ind i deres hverdag.

Mobning skjuler sig

På trods af travlheden oplevede lærerne i projektet alligevel, at værktøjet og den kollegiale sparring i det hjalp dem med at få øje på tegn på mobning, som ellers har en tendens til at skjule sig.

En væsentlige årsag til at mobningen skjuler sig er, at mange, også lærere, forbinder det med et klassisk filmscenarie, hvor et barn får buksevand eller blive slået eller drillet med skældsord og ofte af en gruppe.

- Mobning er ofte langt mere subtilt. Det kan fx være ansigtsmimik – et løftet øjenbryn, blikke, øjenkontakt, latter og humor. Det er ting, jeg får øje på som forsker, men som lærerne ofte ikke har bidt mærke i, fortæller Stine Kaplan Jørgensen.

Ofre opfører sig ikke ens

En anden ting, der kan sende mobningen under de voksnes radar, er, hvis dem, der bliver ekskluderet eller står på kanten af fællesskaberne, ikke opfører sig på en måde, der svarer til en stereotyp forståelse af, hvordan mobbeofre opfører sig og reagerer.

For vi forventer måske i lidt for høj grad, at mobbeofferet sidder forslået i hjørnet og græder og beder om hjælp.

- Ofre for mobning er lettere at genkende, hvis de opfører sig skrøbeligt eller virker svage eller kede af det eller sårbare.

Hvorimod de er svære at genkende som nogle, der er udstødt af fællesskabet, hvis de reagerer enten med tavshed og ikke gør væsen af sig eller reagerer med aggression, forklarer Stine Kaplan Jørgensen.

Mobning og ensomhed i stigning

Der er et til to børn i enhver dansk skoleklasse, der bliver udsat for mobning.

Og Stine Kaplan Jørgensen peger på tal fra Skolebørnsundersøgelsen fra 2022, der viser en lille stigning i mobningen efter en årrække, hvor tendensen var det modsatte.

Det er Statens Institut for Folkesundhed, der laver rapporten hvert fjerde år og har gjort det siden 1988. Og hvor 6 procent af pigerne og 5 procent af drengene i 2018 svarede, at de var blevet mobbet mindst et par gange om måneden, var tallene 9 og 6 procent i 2022.

- I forhold til hvor smertefuldt det er for de børn, der bliver udsat for det, så synes jeg, vi har et kæmpestort problem, siger Stine Kaplan Jørgensen, som også er bekymret for, om mobningen fylder mindre i statistikkerne af de forkerte grunde.

- Der er generelt en stigning i mistrivslen blandt unge, og tallene for ensomhed er steget kraftigt i de år, tallene for mobning er gået ned.

- Derfor har jeg en mistanke om, at der er nogle skyggetal. Særligt de større elever kan ikke lide at tale om mobning, fordi det er skamfuldt at være offer for mobning.

- Men netop det at blive isoleret eller usynliggjort i sin klasse, kan føre til en følelse af ensomhed,” siger Stine Kaplan Jørgensen.

I 1988 svarede 1 procent af drengene og 6 procent af pigerne i 9. klasse, at de ofte eller meget ofte følte sig ensomme. I 2022 var de samme tal 7 og 14 procent.

Mobning påvirker alle

Hun minder også om, at det påvirker en hel klasse og et helt fællesskab negativt, når mobning er en del af kulturen.

Og selv om det er svært at finde ressourcerne, er der heller ingen gevinst for lærerne ved at lade være – ikke mindst fordi, det er svært at opstøve en lærer, der er ligeglad med mobning.

- Det er noget lærerne kærer sig rigtig meget om. Derfor er det også ærgerligt, at det så ofte ender med halve løsninger, der enten ikke gør en forskel eller faktisk bare gør ondt værre, siger Stine Kaplan Jørgensen, som efterlyser, at lærerne får mere viden om mobning.

- Når jeg er på et lærerværelse for at holde oplæg om mobning, spørger jeg altid, hvor mange der kan huske at have fået undervisning om mobning? Og det vil typisk være fem ud af et lærerværelse på 70 mennesker.

Behovet for et generelt vidensløft er derfor også et af de steder, Stine Kaplan Jørgensen konsekvent peger på, når hun bliver spurgt til løsninger.

- Hvis lærerne har en viden om mobning, kan de nemmere spotte de begyndende tegn og gribe ind.

- Det er helt oplagt at tænke mere forebyggende, for mobning er svært at dæmme op for, når det er i fuldt flor.

- Så der skal gribes ind allerede, når børn er i periferien af fællesskabet, når der begynder at være utryghed eller når børnene vogter over hinanden med forråede normer omkring fx kroppe og køn,” fortæller Stine Kaplan Jørgensen.

Mobning er onde mønstre

Når mange lærere ikke har nok viden om mobning, er det også fordi, måden at forstå fænomenet på har ændret sig de seneste år.

Den nyere forskning forstår mobning i sammenhæng med gruppen og de sociale dynamikker, og ser på de normer, den knytter sig til, fx normer omkring køn, etnicitet eller skønhedsidealer.

Men ude i hverdagen på skolerne, kan det være fristende at placere problemet hos enkelte børn, fremfor at se på dynamikken, konstaterer Stine Kaplan Jørgensen og opremser nogle af de forklaringer, hun hører fra lærere, når børn bliver mobbet:

’Det er også ham, der bliver for hurtigt sur, når de andre laver sjov/Hun er også dårligt opdraget og derfor taler hun sådan/Han har nogle issues, der gør det svært for ham’.

- Det fleste ved godt, vi skal arbejde med fællesskaber. Men det er bare hurtigere sagt end gjort. Vi siger ofte, at mobning ikke handler om onde børn, men om onde mønstre.

Og det er særligt svært at få øje på de mønstre, hvis man ikke bliver givet tiden til at få øje på dem og ikke har tilstrækkelig viden til at forstå dynamikkerne,” siger Stine Kaplan Jørgensen.

Kønsnormer kan føre til mobning

Noget af det, man som lærer skal være opmærksom på, er de normer, der bliver etableret blandt børnene.

- Det kan være normer knyttet til det at være dreng, hvor man skal være dreng på sådan en lidt hård måde.

Det er ofte præget af nogle forestillinger om, at man ikke må vise sårbarhed. At rigtige drenge går til fodbold, og hvis en dreng går til ridning, kan han blive peget ud som forkert.

Eller at en pige uden makeup i de store klasser ikke er en rigtig pige. Det er normer, der bliver forhandlet og etableret blandt børnene, og det er vigtigt, lærerne er opmærksomme på det,” siger Stine Kaplan Jørgensen.

For hvis normerne er for fastlåste, og lærerne oplever børn, der bliver peget ud som forkerte, er det ofte et tegn på en dårlig klassekultur. Her er det godt at forstyrre og udfordre nogle af de normer, der etableres blandt børnene, fx gennem brug af undervisningsmaterialer.

- Lærerne er nødt til at være meget bevidste om idealerne for, hvordan man skal være dreng og pige – jeg er endnu ikke en stødt på en mobbecase, hvor køn ikke er en del af det, fortæller Stine Kaplan Jørgensen.

Socialt er også fagligt

Lærerne kan gøre meget for at skabe en sund kultur i klassens fællesskaber, og derfor et det også noget, der arbejdes på at uddanne fremtidens lærere til i de dele af læreruddannelsen, der handler om pædagogik og psykologi, fortæller Stine Kaplan Jørgensen. Og her er en væsentlig pointe at tænke tiltagene ind i undervisningen.

- Der har været en tendens til at skille det faglige og det sociale. At det sociale arbejder vi med i klassens time.

- Men det sociale er også en del af det faglige og skal tænkes ind som noget der, sker i skolens hverdag. Både i undervisning og i frikvarterer og på andre tidspunkter.

Rutiner og moral virker

En anden – ret simpel, men ikke desto mindre vigtig – pointe, påpeger Stine Kaplan Jørgensen, er, at mange ritualer og rutiner skaber tryghed.

Endelig er det også vigtigt, at læreren er en moralsk autoritet.

- Børnene forhandler hele tiden, hvad der er god og dårlig stil. Som lærer skal man være ret tydelig med, at det er god stil at være venlig, og at det er dårlig stil at køre på de små ude i skolegården.

- Voksne i skolen har en stærk magtposition og er forpligtet til at bruge den. Det betyder også, at vi altid skal gribe ind, hvis der fx er nogen, der bruger bøsse som skældsord.

- Det kommer ofte bag på mig, at der stadigvæk er en hverdagshomofobi på de danske skoler, som der ikke altid gribes ind overfor, siger Stine Kaplan Jørgensen.

Frikvarterne er værst

Hun peger også på, at øget voksenbemanding i frikvarterne ifølge den internationale forskning altid synes at gøre en positiv forskel.

- Vi ser ofte, at undervisning og timerne med de faste, dygtige lærere kan fungere okay og være ret trygge at være i.

Men frikvarterne hvor man selv skal dømme i boldspil og forhandle og komme i konflikter og finde nogen at lege med sætter alt muligt i gang.

Det at have voksenstyrede aktiviteter i frikvarterne kan gøre det mere trygt. Det er en utrolig lavthængende frugt at plukke, hvis mobning skal forebygges, siger Stine Kaplan Jørgensen.

Fakta: Fire tegn på mobning

Social eksklusionsangst og utryghed

Kan komme mere eller mindre tydeligt til udtryk som en stemning mellem børnene. Det kan være hårdt sprog og kommentarer og frygt for at blive gjort til grin og udstødt socialt.

Vær opmærksom på, om børnenes opmærksomhed er rettet mod hinanden og alt det, der foregår imellem dem, og de kampe de skal sikre sig at deltage i.

Andre tegn kan også være, at børnene er på vagt, at der er en tendens til at vogte over hinanden, og at de skal passe på med, hvad de siger eller er bange for at række hånden op.

I skolen opleves fx i nogle klasser, at kan børn være utrygge ved at skulle i skole og hellere vil blive hjemme, mens børnene i andre klasser ikke tør blive hjemme af frygt for, hvad der sker, mens de er væk.

Sociale og moralske ordener

De fleste børn og unge har et rigtig godt blik for de sociale ordener i en gruppe: hvem der er venner med hvem, hvem der er i den samme gruppe, hvem der har været i en anden gruppe, men kom over osv.

På samme måde har de fleste børn og unge også et godt blik for, hvem der er ”de populære”, hvem der sidder højt i hierarkiet, og hvem der har mest at skulle have sagt.

Moralske ordener vil sige de normer for passende og upassende adfærd, der hersker i en børne- eller ungegruppe: dét, der blandt børnene og de unge bliver betragtet som sejt, barnligt, sjovt, cool etc.

Det kan både være fritidsinteresser og mode. Begrebet dækker også over de normer for passende opførsel, der er konsensus om: hvordan man skal være for at være inkluderet.

Foragtproduktion og ekstreme eksklusioner

Foragtproduktion opstår, når det vi siger og gør, efterlader andre med en fornemmelse af at være uværdige og foragtede.

Begrebet dækker over både ord og bevægelser, der er foragtproducerende og kan tage form af både latterliggørelser, gestikulationer, ord og andre handlinger.

De ekstreme eksklusioner vil ofte hænge sammen med de personer, som foragtproduktionen er særligt rettet mod: bestemte børn eller unge, der ikke har adgang til fællesskabet, men som ofte udstødes eller isoleres – enten direkte eller på mere skjulte måder.

Men det kan også være som en generel stemning i gruppen.

Dominerende fortællinger, der legitimerer mobning

I klasser eller grupper ramt af mobning vil der ofte også være dominerende fortællinger, der prøver at bortforklare eller legitimere mobningen.

Det kan fx være ved at kalde det noget andet som ”drama” eller at børn og unge ”disser en”. Fortællinger kan også handle om enkelte børn: ”Han har altid været mærkelig”, ”Vi har prøvet, men hun gider ikke”, ”Så må hun selv lære at tage initiativ”, ”Han er også så sart”.

Fortællingerne kan forstærke de uheldige dynamikker ved en fortsat legitimering af det, der sker. De kan også gøre det vanskeligt at få øje på mobbemønstre.

Dominerende fortællinger kan skifte, ændre sig, blive udfordret og også blive styrkede. Det væsentlige her er at være opmærksom på, om der begynder at være fortællinger blandt børnene (og måske også blandt de voksne), der legitimerer udstødelser og foragtproduktion.

-rh

20/2 2024