Fyrværkeri på skoleskemaetFoto: Colourbox

Fyrværkeri på skoleskemaet

Hvert år kommer børn til skade med fyrværkeri, fordi de ikke har styr på fyrværkerisikkerheden.

Derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen alle skoler til at undervise eleverne i fyrværkerirådene.

Undervisere til i alt 30.000 skoleelever har forud for fyrværkerisæsonen bestilt gratis beskyttelsesbriller og fået gratis undervisningsmateriale fra Sikkerhedsstyrelsen.

Mange børn og unge ved ikke, hvordan de skal omgås og håndtere fyrværkeri sikkert.

Derfor kommer mange til skade nytårsaften.

Dog kan mange af skaderne forebygges, hvis de lærer fyrværkerirådene at kende.

Sikkerhedsstyrelsen tilbyder derfor hvert år undervisningsmateriale til alle klassetrin.

Med materialet følger også muligheden for at bestille gratis beskyttelsesbriller til eleverne.

Beskyttelsesbrillerne bør være en fast del af børnenes påklædning, når de går udenfor nytårsaften.

Det gælder, uanset om de skal i nærheden af fyrværkeri eller ej.

For børn og unge har hele livet foran sig, og det skulle de gerne kunne opleve med egne øjne, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen, vicedirektør i Sikkerhedsstyrelsen.

Derfor glæder hun sig over, at Sikkerhedsstyrelsen i år har sendt 30.000 par beskyttelsesbriller afsted til landets skoleelever.

For sammen med brillerne følger også undervisning i fyrværkerisikkerhed og en dialog om, hvorfor sikkerheden er vigtigt at huske en aften som nytårsaften.

Børn skal lære de fem fyrværkeriråd, inden de kommer i nærheden af fyrværkeri.

Så det er vigtigt, at vi formår at formidle både rådene og konsekvenserne på en forståelig måde, uanset klassetrin. Især de fem fyrværkeriråd er vigtige i forebyggelsen af skader blandt børn, understreger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.

Undervisningsmaterialet er udformet med fakta, videoer og opgaver til eleverne og kan bruges af både lærere og pædagoger.

Forældre har også mulighed for at bruge materialet, hvis man ønsker at lære sit barn de fem vigtige fyrværkeriråd.

De 5 fyrværkeriråd

- Brug altid beskyttelsesbriller
- Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
- Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
- Gå aldrig tilbage til en fuser

-rh

20/12 2023