Friluftsrådet og DIF inviterer kommuner til at søge støtte til bedre outdoorfaciliteter
Friluftsrådet og DIF vil med støtte fra Nordea-fonden skabe faciliteter, der kan give flere børn og unge et aktivt udeliv i byens grønne og blå områder.
Nu inviteres alle interesserede kommuner til at søge.
Mange børn og unge bevæger sig mindre end anbefalet og de kommer alt for lidt ud i naturen.
Og i de store byer er det endnu mere udtalt, fordi der kan være langt til de nærmeste grønne områder.
Samtidig kan det være en hindring, at der mangler faciliteter, der kan understøtte udeliv med børn for eksempel ”baser” med faciliteter både til aktiviteter og til opbevaring af grej samt mødesteder med mulighed for at samle børnene inden for i varmen i ly og læ for regn og vind, når der er behov for det.
Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund (DIF) inviterer nu med støtte fra Nordea-fonden interesserede kommuner ind i arbejdet med at skabe bedre outdoorfaciliteter til børn i byens grønne og blå områder.
Målgrupperne er både skoler, dagtilbud, SFO’er, foreninger og øvrigt fritidsliv i byområder.
Der er netop åbnet for kommuner og andre bygherrer, der vil ansøge om at blive ét af de fem pilotprojekter:
- Vi mener, at alle børn og unge skal have mulighed for at komme ud og bevæge sig i naturen.
De bliver glade og sunde, og særligt det at indgå i fællesskaber i naturen bidrager til øget trivsel og velvære.
Men vi ved også, at afstand er en af de største barrierer, især når man har med børn og børnefamilier at gøre.
Derfor vil vi gerne bringe naturen og friluftslivet tættere på der, hvor børnene bor. Det håber vi, at rigtig mange kommuner gerne vil være med til, siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
Mange målgrupper
I DIF ser man store muligheder i at trække både foreningsliv og andre målgrupper til de nye outdoorfaciliteter. Derfor håber man, at det bliver en indsats, der finder ejerskab på tværs af kommunen:
- Naturen er de voksnes foretrukne idrætsarena, og vores idrætsforeninger i det grønne og til vands har generelt mange voksenmedlemmer.
Men vi vil også gerne have børnene med, og her spiller urbane faciliteter en central rolle.
Det kræver et tæt samarbejde mellem de kommunale forvaltninger, hvis vi med dette projekt skal skabe attraktive rammer for idrætsforeninger og alle andre, der ønsker at bruge byens grønne og blå rum til aktiviteter med børn og unge, siger Casper Lindemann, outdoor-konsulent i DIF.
Der er ansøgningsfrist 1. december, hvorefter der udvælges de fem projekter, man går videre med. De udvalgte projekter skal bruges til at opsamle viden om brugernes ønsker og behov og inspirere andre kommuner og bygherrer til at skabe gode outdoorfaciliteter.
Læs mere og hent ansøgningsmateriale her.
Fakta om friluftspavilloner:
- Projektet løber fire år og dækker friluftspavilloner i fem byer.
- Pavillonerne skal ligge centralt og tilgængelige for både beboere og for institutions- og fritidsliv.
- Nordea-fonden støtter med samlet 8,4 millioner i projektperioden.
- Formålet er at samle viden om, hvordan faciliteter og mødesteder kan give flere børn og unge i alderen 6-15 år lyst til at bruge naturen i byerne.
- Projektet har et særligt fokus på bæredygtigt byggeri og inddragelse og medbestemmelse blandt børn og unge i hele processen.
-rh