Skoler skal nytænke skolegården

Skoler skal nytænke skolegården

17 skoler har hver modtaget omkring 100.000 kr. til at videreudvikle deres idéer til en ny skolegård gennem kampagnen ‘Drøn på skolegården’

Mange børn og unge rører sig ikke nok, og det har ikke kun betydning for deres sundhed, men også for deres evne til at lære, for deres motorik, humør og sociale kompetencer. Så hvordan kan skolens rammer – og hermed skolegården – sætte mere gang i kroppen? Det sætter et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse fokus på.

Skoler og kommuner nytænker skolegården

Med kampagnen Drøn på skolegården har skoler og kommuner haft mulighed for at byde ind med en vision for, hvordan skolegården kan nytænkes, så den inviterer til mere leg og bevægelse. Hele 106 skoler har taget udfordringen op, og nu har parterne udvalgt de 17 projektidéer, der går videre i et fælles udviklingsforløb. Første skridt bliver en fælles workshop for de valgte skoler.

Hver af de 17 skoler støttes med op til 100.000 kr. til eksterne rådgivere til at konkretisere idéerne på skitseniveau. I januar 2014 udvælges minimum fem projekter til realisering.

- Vi er meget glade for den store interesse for Drøn på skolegården. Ansøgningerne vidner om stor idérigdom og lyst til at bruge og gentænke skolens fysiske rammer og udearealer til at skabe bevægelse. Og ikke mindst demonstrerer de 17 udvalgte projektidéer kreative processer, der involverer elever, lærere og naboer i udviklingen af fremtidens skolegård, siger direktør i Realdania, Hans Peter Svendler.

Skolegården kan blive meget bedre

De valgte projektidéer indeholder alle kreative og nytænkende visioner for, hvordan skolegården kan udvikles, så både elever og voksne får lyst til at lege og røre sig. Både i og efter skoletid. Men det er ikke kun de fysiske rammer, som har betydning for, hvor meget eleverne bevæger sig. Også den måde børnenes hverdag forløber på er vigtig.

Det har været opløftende at læse de mange bud på, hvordan især de mindst aktive børn og unge kan motiveres til at bevæge sig. Og da rammer for fysisk aktivitet ikke kun vedrører skolegården, men også hele organiseringen af skoledagen, er det glædeligt at se, at mange skoler har fokus på begge dele. Dermed kan vi opnå fuld effekt af indsatsen, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

Læs mere og se beskrivelser af alle de udvalgte projekter på www.drøn.dk

 

FAKTA

Målet med kampagnen er at udvikle og skabe konkrete tiltag i skolegårdene og på udearealerne, som kan føre til forskning og formidling, som skoler og kommuner kan blive inspireret af.

Udover at inspirere og udvikle nye tiltag i skolegården skal kampagnen også føre til ny viden og forskning i, hvordan man kan fremme børns bevægelse i hverdagen. De udvalgte projekter indgår derfor i et forskningsprojekt, der skal give svar på, hvordan fremtidens skolegårde kan indrettes. Forskningen gennemføres af Center for Interventionsforskning, Syddansk Universitet.

 

24/6 2013