Læsehunde skaber trygge læserum og øger motivation hos børn
Hollie, den tålmodige læsehund, skaber et trygt rum for børn at udforske litteraturens verden uden frygt - og motiverer dem til at læse én side ad gangen.
I et hyggeligt lokale i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus har en usædvanlig hjælper fundet sit kald. Hollie, en mild og tålmodig læsehund, sidder omgivet af børnebøger og to ivrige små læsere.
Med et blidt vift af halen og et opmuntrende blik skaber Hollie et trygt rum, hvor børn kan udforske litteraturens verden uden frygt for fejl og kritik.
Programmet som er udstedt af Fonden For Socialt Ansvar, har ændret og hjulpet på måden, som mange børn tilegner sig læselysten på.
Programmet giver dem ikke bare en ny ven, men også en nyfunden selvtillid og motivation til at dykke ned i bogstavernes univers.
Ideen med det er, at det er nemmere at læse op for en hund end for en forælder, lærer eller kammerat. Læseteamet, bestående af en hund og dens ejer, er godkendt til at deltage i frivilligt læsearbejde på biblioteker og skoler, hvor børn læser højt for hunden i 20-30 minutter.
Efter læsesessionen får børnene tid til at lege og forkæle hunden med godbidder.
Et trygt læserum skaber læselyst
Dorte Schellerup, Hollies ejer og frivillig læsehjælper hos Læsehundene, deler sin passion for at hjælpe børn.
- Man vil jo gerne vise sine kammerater og pårørende, at man er god til at læse. Men her skal man bare læse en historie for Hollie. Hun lægger ikke et pres, i stedet giver hun nærvær, kærlighed og er der egentlig bare, forklarer Dorte.
Denne tilgang skaber en afslappet atmosfære, som fremmer læring og interaktion. Programmet består af seks uger, hvor Hollie møder børnene en time om ugen.
Målgruppen er børn med læseudfordringer i 1.-5. klasse. Det er børn, der har knækket læsekoden, men er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen. Det faste ugentlige møde giver børn som den 9-årige Mira en chance for at vænne sig til og nyde læsningen.
- Man bliver vant til, og får lyst til at læse foran alle. Og det er sjovt fordi Hollie er bare så sød og hun lytter, fortæller Mira.
Også Magne på 7 år er enig med Mira. Han fortæller, at han skal til at starte i forløbet, og synes det er trygt og anderledes.
- Det er dejligt, Hollie ikke kan afbryde. Det gør det lidt mere sjovt og man bliver vant til at læse højt i klassen
Øget motivation
Miras oplevelse med læsehunden Mira, som netop har afsluttet sit forløb med Hollie, elskede hver session. "Hun har været en rigtig god hjælp," siger Mira med et stort smil.
Når det seks ugers forløb er nået til ende, modtager barnet et diplom med et billede af sig selv og hunden som anerkendelse af deres fælles indsats.
Katrine Glyngbo, Miras mor, bemærker betydelige forbedringer i hendes datters læselyst som følge af deres deltagelse i programmet.
- Hollie har gjort Mira mere læseglad. Det foregår på hendes præmisser og har været for fornøjelsens skyld, siger Katrine Glyngbo.
- Det er dejligt ikke at slippe for at presse på, når de hver dag skal læse i 20 minutter. Når hun skal ud for at møde Hollie, er det uden diskussion og med stor glæde.
Hun tilføjer, at Mira har opnået ny motivation og glæde ved at deltage i forløbet og anbefaler varmt initiativet til andre forældre.
Hollie og Dorte fortsætter med at berige børns liv, én side ad gangen.
-rh