Sådan starter du en forældregruppe – og derfor skal du gøre det

Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere, når børnene skal trives og lære noget. Her får du familiekonsulent Tommy Hjordts bud på, hvordan vi kan inddrage dem på en ny måde og styrke deres forældreskab

Af: Tommy Hjordt, familiekonsulent på Gladsaxe Familieskole

Når man får et spædbarn, græder det en god portion af dagen, og forældrenes opgave er at gætte på, hvad barnet ønsker. Er hun sulten eller træt? Har hun ondt i maven eller tænderne? For de fleste forældre bliver oversættelsesarbejdet mindre med årene, fordi der ofte er system i barnets reaktioner, men for forældre til sårbare eller diagnosticerede børn og unge fortsætter oversættelsesarbejdet gennem det meste af livet. De er på konstant overarbejde for at forstå deres børn, for at styre uden om konflikter og for at få så roligt, almindeligt et liv som muligt. De har brug for et frirum for igen at kunne være der for deres børn, og det kan vi give dem.

Sammen med Skolen Sputnik har jeg siden januar 2014 oprettet forældregrupper for forældre til børn med autisme, angst, OCD og stress, men forældregrupper kan også laves for forældre til normalt fungerende børn. I Sputnik var ønsket at give forældrene et rum til at tale om noget, som der er en forestilling om, at de ikke taler med så mange om. Det overordnede mål var et frirum, en følelse af at være i samme båd og nikke genkendende til andre forældres udfordringer. En sætning, der tit bliver sagt er: “Her behøver jeg ikke forklare mig. Jeg kan se på de andre, at de forstår mig. Det er det eneste sted, jeg har det sådan”.

Det betyder ikke, at forældregruppen ikke også kan have et pædagogisk formål:

Hvad får vi ud af at lave forældregrupper?

Skolen får viden om barnet, som de kan overføre til skoledagen (fx lige nu er en hård periode, fordi storesøster er meget på Christiania, og forældrene er bekymrede for, hvad hun laver der).

For nogle forældre er det første gang, de kan genkende andre forældres oplevelser og føler en samhørighed. De føler sig pludselig ikke lige så forkerte eller som dårlige forældre, men kan ranke ryggen og få bedre selvværd, som kan smitte af på børnene.

Samarbejdet glider lettere, fordi forældrene får en oplevelse af, at man godt kan samarbejde med skolen, og at “de gør noget godt for mig”.

Nysgerrighed er den bedste medicin mod fordomme. Det gælder både de fordomme, som forældrene kunne have om skolen, og de fordomme, som skolen kunne have om forældrene.

Hvilke temaer kan man tale om?

Et afgørende princip for forældregrupperne er, at det er forældrene selv, der bestemmer temaerne. Jeg starter gerne en aften med at spørge forældrene, hvad de vil tale om, og de vælger så sammen to-tre temaer.

Temaer, vi bl.a. har været omkring på Skolen Sputnik:

Søskendeproblematikker. Hvordan er det at være søskende til et diagnosticeret barn? Dilemmaer for forældrene, når de tager særlige hensyn til den ene.
Social isolation. Forældrene holder sig ofte væk fra sociale arrangementer hos både venner og familie, fordi det er for svært. Nogle familier har aldrig været ude at rejse.
Omverdenens fordømmelse. Forældrene oplever, at selv nære venner siger til dem: “Du skal bare opdrage hende” eller “det er nok fordi, du er for blød”. Man er på overarbejde for at rumme og forstå og bliver samtidig fordømt af omverdenen.
Sorg og skam. Forældre føler sorg over at have fået et barn, der ikke var som håbet. En mor fortæller fx: “I to måneder i træk drømte jeg, at jeg var til min datters begravelse. Det var lige efter, hun havde fået sin autismediagnose. Jeg tror, jeg skulle gøre op med, at mit liv ikke blev, som jeg havde regnet med”.
Magtesløshed. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mit eget barn”. Forskellige fagpersoner giver forskellige råd, og man er evigt usikker på, om man gør det godt nok.

Sådan gør du – fem simple trin til din egen forældregruppe

Trin 1: Hvad skal man overveje, inden man laver en forældregruppe?

Hvilke rammer har jeg at lave det i? Hvor mange timer kan jeg bruge på det?
Hvem skal gennemføre det? En klasselærer, AKT-lærer, leder eller konsulent?
Hvad vil jeg have ud af det?
Hvad skal deltagerne gå derfra med?

Inden man begynder, skal man selvfølgelig have rammerne på plads. Et vigtigt spørgsmål at stille sig selv er: “Hvad vil jeg have ud af det? For hvis skyld starter jeg denne forældregruppe?”. Jeg har engang været med til at lave en forældregruppe i en børnehave, og undervejs viste det sig, at pædagogerne gerne ville have, at jeg lærte forældrene noget, som de selv havde svært ved at få overbragt til dem, eller hvor de ikke syntes, forældrene havde hørt efter. Hvis det er udfordringen, er en forældregruppe ikke nødvendigvis den bedste løsning.

Trin 2: Inviter forældrene

En typisk forældreaften, som jeg har lavet dem i Sputnik, tager 2½ time (17-19.30) og er med mad midtvejs, så forældrene føler sig godt sørget for. De foregår på skolen, og der er som regel seks om året.

Når du inviterer, er det en god idé at give datoerne for et halvt år ad gangen. Man behøver ikke komme hver gang, gruppen må gerne være udskiftelig, så længe rummet er trygt og ens. Fortæl også gerne forældrene om formålet og dogmerne for rummet.

En passende størrelse for en forældregruppe er seks-otte personer.

Trin 3: Dogmer for rummet

For at skabe et rum, hvor fremmede skal tale om alvorlige ting, skal man skabe tryghed. Regler kan være med til at give tryghed.

Der er tavshedspligt.
Man må altid sige nej til at svare på et spørgsmål.
Man skal give noget af sig selv for at bidrage til gruppen.
Der er ingen eksperter.
Man skal tale ud fra sig selv og blive på egen banehalvdel.

Et vigtigt parameter er at tale ud fra sig selv. Som facilitator spørger jeg fx: “Når Pedram fortæller den historie, hvad får det så dig til at tænke på hjemme hos dig selv?”. Jeg stopper deltagerne, hvis de begynder på sætninger som “du skal bare …”. Forældrene finder ro i genkendelsen og inspiration i, hvad andre gør, men det er ikke et terapeutisk rum.

Trin 4: Opgaver for den procesansvarlige

Vær ydmyg. Forældrene har mødt mange fagpersoner, der vidste bedre; de har ikke brug for én til.
Sikre, at alle er aktive, og at ingen kupper rummet.
Sørge for, at samtalen kobler sig på det valgte tema.
Være opmærksom på, at de ikke forsøger at hjælpe hinanden, da det kan være intimiderende.
Sige højt, hvad jeg gør, og pege på, hvad der sker i rummet.
Rumme det, når nogen viser følelser, og ikke forsøge at lukke det ned.
Sørge for, at det ikke bliver for tungt. Det er godt at få luft, men det skal ikke tynge.
Sikre, at folk kommer ordentligt ud ad døren.

Jeg vil gerne knytte en kommentar til det med at sige højt, hvad der sker i rummet. Hvis én forælder fx kommer til at lyde skrap over for en anden, eller én kigger meget ud ad vinduet og virker uinteresseret, så opdager alle i rummet det, og det kan skabe en utryg stemning. Ofte viser der sig at være en god forklaring, og man kan løsne stemningen op, hvis man bare tør spørge på en ordentlig og respektfuld måde til, hvorfor det sker.

Når vi slutter af, laver jeg som regel en runde, hvor jeg spørger: “Hvordan har I det, når I går hjem nu? Er det okay at sende jer ud ad døren?”. Man må have respekt for det, man sætter i gang, og ofte giver jeg mit telefonnummer, hvis der er noget, der fylder de næste dage.

Trin 5: Spørgeteknikker

Som procesansvarlig skal du først og fremmest være til stede, være ydmyg og få processen til at glide. Nogle enkle spørgeteknikker kan dog hjælpe dig med at styre samtalen:

Brug nøgleord: Gentag uddrag af det, forældrene siger (ikke omformulere). Hvis en mor fx siger: “Det er superstressende for mig, når …”, kan du sige: “Når du siger superstressende, hvad betyder det så for dig?”. Når man gentager nøgleord, føler forældrene sig ofte hørt og forstået.
Gå på opdagelse: Der er ofte forældre, der siger: “Han brød helt sammen”. Her vil jeg spørge: “Hvordan så det ud – hvordan vil du beskrive, at han brød helt sammen?”. Ofte viser det sig, at det ser forskelligt ud for forskellige familier, og billedet af normaliteten kan blive skubbet lidt.
Spørg til handling og følelser: Jeg spørger som regel til to niveauer. Første niveau er konkret handling: “Hvad sker der, når din datter lukker sig inde?” Andet niveau er: “Hvad gør det ved dig som forælder?”. Her bringer man moren tilbage i følelsen for et øjeblik, og man skal derfor også sørge for at få hende til at lande igen ved fx at høre de andres historier om det samme.
Send stafetten tilbage: Hvis man som procesansvarlig kommer til at opleve en negativ spiral, kan det betyde meget for rummet, og hvor konstruktiv gruppen bliver. Det kan være forældre, der får lyst til at skælde ud på deres sagsbehandler, og andre kobler sig på. Her er jeg meget klar i mælet og siger: “Jeg tror ikke, man kan lave andre mennesker om. Hvis vi vil ændre noget i verden for vores børn, må vi starte med os selv. Så hvor kunne vi starte, hvis vi skulle se på det på den måde?”.

Tilbage er kun at gå i gang. Hvis du vil have et godt råd på vejen eller er i tvivl om, hvordan du starter, er du velkommen til at skrive til mig på karentommy@sol.dk.