Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
Markant stigning i tysk hjemmeundervisning vækker bekymring i SønderjyllandFoto: Colourbox

Markant stigning i tysk hjemmeundervisning vækker bekymring i Sønderjylland

Der er sket en drastisk stigning i antallet af tyske familier, der vælger at hjemmeskole deres børn i Sønderjylland.

Fra 18 hjemmeskolede tyske børn i 2020 er tallet nu steget til 128 i kommunerne Aabenraa, Sønderborg og Tønder.

Alene i Sønderborg Kommune bliver 54 tyske børn hjemmeundervist, mens Tønder har 44 tilfælde. 

Udviklingen har fået de fire sønderjyske kommuner - Haderslev, Tønder, Sønderborg og Aabenraa - til at sende en fælles henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet med deres bekymringer.

Kommunerne frygter særligt for børnenes sociale trivsel og integration. - Vi er bekymrede for, om den sociale trivsel og udvikling af sociale kompetencer, der normalt opnås i folkeskolen, kan opnås på samme måde, når børn bliver hjemmeskolet, siger Jesper Smaling, socialdemokratisk formand for børne- og uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune.

Der er især bekymring for udviklingen af parallelsamfund. 

- Det, som vi i hvert fald ikke ønsker, er at komme til at understøtte en eller anden form for parallelsamfundsstruktur, hvor man kan komme til Danmark og lade være at sætte sine børn i skole og trække sig lidt fra samfundet, udtaler Rasmus Elkjær Larsen fra Aabenraa Kommune.

Martin Klatt, forskningsleder på European Centre for Minority Issues i Flensborg, maner dog til besindighed.

Han påpeger, at de fleste tyske familier er ressourcestærke og positivt indstillet på at bidrage til det danske samfund, selvom han erkender, at der kan være enkelte tilfælde, hvor der er grund til bekymring.

Ministeriet har i deres svar til kommunerne understreget, at tilsynet med hjemmeundervisningen fortsat er kommunernes ansvar. 

Mens det faglige niveau skal stå mål med folkeskolens krav, er social udvikling ikke en del af det lovpligtige tilsyn.

Situationen udspringer af forskellen mellem tysk og dansk lovgivning - hvor der er skolepligt i Tyskland, tillader den danske lovgivning hjemmeundervisning, så længe undervisningen lever op til folkeskolens standarder.

Denne forskel har tilsyneladende gjort Sønderjylland til et attraktivt valg for tyske familier, der søger alternative undervisningsmuligheder.

-rh

12/2 2025