Skab et frirum for børn i Ukraine gennem bevægelse og leg
Underviser du i 2. eller 3. klasse? Så er din klasse måske en af de 15, der skal være med i nyt projekt!
Active Sister Schools er et innovativt, nyt og internationalt projekt, der skal skabe sammenhold på tværs af skoleklasser i Ukraine, Danmark og Polen.
Gennem bevægelse og sjove aktiviteter lærer eleverne om hinandens liv, kultur og omgivelser. Dansk Skoleidræt søger lige nu 15 klasser, der vil være med i projektet.
Inspireret af pennevenner
Idéen til projektet Active Sister Schools er inspireret af det klassiske penneven-system, der i årtier har skabt stærke forbindelser og indsigter i børns hverdag på tværs af landegrænser.
I denne udgave er det dog ikke det skrevne ord, der er i fokus, men derimod bevægelse, leg, fællesskab, glæde og trivsel.
Venskabelige dyster
I projektet dyster hold fra september til januar én gang om måneden i forskellige sjove lege med fællesskab, venskab og støtte som formål.
De 15 hold består hver især af en klasse fra Danmark, en fra Polen og en fra Ukraine - dvs. at der i alt er 45 klasser med i projektet, som så fordeles på 15 hold.
Et frirum for børn i Ukraine
Projektet opstod ud fra et ønske om at støtte de ukrainske skolebørn.
At give dem en linje ud til resten af verden, selvom de måske modtager undervisning i et isoleret beskyttelsesrum eller hjemmefra, fordi deres skoler ikke eksisterer længere.
At skabe noget glæde og et frirum fra bekymringer.
Læring for elever og lærere
Holdene mødes første gang online 15. september, hvor udtræknings-ceremonien finder sted, og man finder ud af hvilke klasser, man er på hold med.
Eleverne fra de tre deltagende lande lærer noget om hinanden, når de bliver klogere på fx hinandens kultur, traditioner, geografi gennem månedlige udfordringer.
Lærerne får indsigt i metoder og didaktik for bevægelse i skoledagen fra de andre lande.
Lærerne har nemlig en afgørende rolle i projektet, da de skal sørge for at lave aftaler med de to øvrige lærere på holdet.
Projektet er let at tilpasse til klassens ambitioner, da man kan holde sig til de obligatoriske dyst-opgaver, men også selv vælge om man vil forsøge at få flere point ved fx at lave ekstra-opgaver eller afholde zoom-events med de to klasser for øget fællesskabsfølelse.
Projektet er henvendt elever i 2. og 3. klasse.
Skal I være med?
Der er plads til 15 klasser fra Danmark i projektet.
Hvis din klasse skal være med, så send en mail til projektleder Thea Julie Rasmussen på tjr@skoleidraet.dk.
Har du opfølgende spørgsmål eller overvejelser omkring jeres deltagelse, kan hun også fanges på 22 87 28 03.
Det er afgørende, at jeres klasse kan deltage i online-ceremonien d. 15. september, hvor alle holdene dannes og klasserne mødes.
Derefter vil I kunne forvente én månedlig udfordring og en smule koordinering med de øvrige to lærere på dit hold.
Fakta om Active Sister Schools
Hvem: 2. og 3. klasser.
Hvornår: 15. september 2023, afslutning i januar 2024.
Hvad: 15 hold bestående af klasser fra Ukraine, Danmark og Polen skaber relationer, glæde og fællesskab gennem sjove udfordringer, hvor de dyster med og mod hinanden.
Kontakt: Skal din klasse være med i projektet, så kontakt projektleder Thea Julie Rasmussen på tjr@skoleidraet.dk – pladser bliver uddelt efter først til mølle-princippet.
Partnere i projektet er V4Sport, UkraineActive og ISCA. Projektet er støttet af The Nordic Council of Ministers and The Nordic Council.
-rh