Ny ordning: 1500 folkeskoleelever besøger erhvervsvirksomhederElever fra 7., 8. og 9. klasse skal på virksomhedsbesøg og prøve kræfter med nogle af de fag, hvor der mangler hænder nu og i fremtiden. Det gælder blandt andet brolæggerfaget.

Ny ordning: 1500 folkeskoleelever besøger erhvervsvirksomheder

Fremover kommer flere skoleelever i Næstved Kommune på virksomhedsbesøg. Den nye ordning begynder i denne uge. Målet er at give eleverne et indblik i nogle af de brancher, hvor virksomhederne får stor mangel på faglærte i fremtiden

Tidligere var det op til den enkelte skolelærer, om de unge fra folkeskolerne kom ud og besøgte virksomheder som en del af deres undervisning. Men nu sætter Næstved Kommune virksomhedsbesøgene for 7., 8. og 9. klasse i system, så der fremover bliver sendt mindst 1500 elever afsted om året.

De første 550 elever fra 23 klasser skal allerede afsted den 13. og 14. oktober, hvor de besøger 2 lokale virksomheder hver.

Eleverne skal besøge nogle af de virksomheder, hvor der er job at få, når de kan være færdiguddannede om 5-7 år.

Mangel på faglærte i fremtiden

Hele 48% af de beskæftigede i Næstved Kommune har en faglært uddannelse, men kun ca. 24% procent af de unge vælger en erhvervsuddannelse i dag. Det viser tal fra Danmarks statistik, som Dansk Industri har kigget på.

Et af de fag, hvor der nu og især frem over vil mangle faglærte er indenfor smedefaget.

- I Dansk Metal har vi lavet en undersøge blandt vores medlemmer, der viser, at der i 2020 blev uddannet 46 smede for lidt. Det lyder måske ikke af så meget, men det svarer til en underproduktion af smede på 11 %, siger Torben Andresen Lindhardt, der er uddannelseskonsulent hos Dansk Metal.

Derfor hilsner Tommy Jensen, der er administrerende direktør i smedevirksomheden ROPOX A/S i Næstved, initiativet velkommen:

- Vi glæder os til at åbne døren for eleverne. Det er rigtig godt, at de unge kommer ud og ser, hvad der er af muligheder hos de lokale virksomheder og får øjnene op for faglærte fag allerede i folkeskolen.

Det er vigtigt, at alle lige fra forældrene, lærerne, uddannelserne til vejlederne ser alle mulighederne i de faglærte job, hvor der er rigtig gode muligheder for at få arbejde direkte efter endt uddannelse. Når det er sagt, så skal vi i de private virksomheder også sørge for, at vi tilbyder tilstrækkeligt med praktik- og lærepladser.

Industrien samt bygge- og anlægsbranchen får besøg

I første omgang er det navnlig to brancher, som folkeskoleeleverne skal stifte bekendtskab med. Det er bygge- og anlægsbranchen samt industrien. Det er brancher, hvor der er særlig stor mangel på arbejdskraft nu og i fremtiden.

- Det giver rigtig god mening at knytte tættere bånd mellem folkeskoler og virksomheder. Eleverne kender ikke nødvendigvis de mange spændende jobs, der ligger lige rundt om hjørnet hos de lokale virksomheder.

Derfor håber vi, at det nye tiltag kan få flere eleverne til at få øjnene op for de mange muligheder. Vi har mødt en utrolig stor velvilje fra de lokale virksomheder, der giver de unge et indblik i de faglærtes hverdag, siger Lars Nedergaard, der er chef for Center for Dagtilbud og Skole.

Næstved og Faxe Kommune har sammen ansat en erhvervsplaymaker. Det øgede fokus på virksomhedsbesøg i Næstved Kommune er et resultat af erhvervsplaymakerens arbejde for at skabe bro mellem folkeskolerne og erhvervslivet. 

-mo

12/10 2021