Dansk lejrskole i Tyskland holder åbent hele året på grund af stigende efterspørgsel
I årtier har Christianslyst kun haft åbent fra marts til november. Men tiderne skifter.
I den senere tid har Christianslyst haft mange forespørgsler på lejrskoler udenfor sæsonen.
Især skoler i Danmark har henvendt sig til Christianslyst, for at gennemføre lejrskoler sent og tidligt på året.
Ikke kun lejrskole
Forespørgslerne drejer sig dog ikke kun om lejrskoler: Med sin mange faciliteter, er Christianslyst også godt udstyret til teambuilding og projektuger.
Med sin beliggenhed 40 km syd for grænsen og sin tilknytning til det danske mindretal, er Christianslyst også en oplagt platform for tværkulturelle møder med venskabsklasser og partnerskoler.
Christianslyst skaber selv indhold
Christianslyst ligger midt i et danmarkshistorisk spændende område, med UNESCOs verdensarv fra vikingetiden tæt på.
En af Christianslysts medarbejdere er historiker.
Han holder gerne korte oplæg om historien eller mindretallet, og guider gæster på Danevirke, i Hedeby eller Flensborg – eller hjælper med at planlægge et godt, indholdsmættet besøgsprogram, der matcher gruppens behov.
Om Christianslyst
Christianslyst danner rammen om besøg og ophold af skoleklasser og andre ungdomsgrupper.
Christianlyst har flere tusind gæster om året, i grupper op til 138 personer, som nyder Christianslysts fine faciliteter for inden- og udendørs aktiviteter:
Dejlige undervisningslokaler og grupperum, samt multibane og anlæg til både beachvolley, basket, fodbold, bordtennis, bordfodbold, m.m. – for slet ikke at nævne poolen.
Christianslyst ligger omgivet af skov på den frodige halvø Angel – nord for Slien, den maleriske fjord mellem Slesvig og Østersøen.
Christianslyst drives af Dansk Skoleforening for Sydslesvig.
Udover Christianslyst, driver Skoleforeningen 55 danske dagtilbud og 40 danske skoler, der ligger fordelt over hele Sydslesvig, samt en række andre institutioner.
-rh