Bliv superforsker på Moesgaard

Bliv superforsker på Moesgaard

Fredag 26. maj åbner Moesgaard Museum et nyt udstillingsområde, hvor børn og børnefamilier gennem leg kan udforske fortiden og prøve, hvordan det er at være arkæolog og forsker.

I det nye udstillingsafsnit MOMULAB kan børnene tage forskerkitlen på og gå på jagt efter spor af de mennesker, der har levet i fortiden.

Laboratoriet breder sig over to etager, og blandt aktiviteterne er en afdeling for marinarkæologi (arkæologi under vand), hvor udstillingens skærme får det til at virke som om, man befinder sig i en ubåd under vandet.

Her kan man prøve at ’støvsuge’ havbunden på jagt efter fortidsfund og finde ud af, hvorfor tingene befinder sig under vand.

I MOMULAB er der også interaktive spil, hvor man ud fra træers årringe og pollen i jorden kan lære mere om fortiden og de mennesker, der levede dengang.

Laboratoriet er særligt henvendt til børn i alderen 6-12 år, men også andre aldersgrupper kan få en sjov og lærerig oplevelse.

Udstillingsområdet er blevet til med fornem støtte fra Krogagerfonden.

- Med det nye udstillingsafsnit, der er målrettet børn og familier, vil vi gerne give børnene en nysgerrighed på videnskaben og de videnskabelige metoder.

Vi håber, at familierne sammen kan få en oplevelse og måske en dialog om, hvordan viden bliver til, og hvordan vi ved det, vi ved.

Som museum vil vi rigtig gerne være med til at plante et frø eller gøde en spire hos børn og unge, så både vi og alle andre i fremtiden får gavn af, at der kommer nye og flere dygtige forskere til, siger Mads Kähler Holst, der er direktør for Moesgaard Museum.

Hightlights og danefæ

Udover aktiviteter for børn er der i det nye udstillingsafsnit også udstillet særlige fund i en ny, stor montre. I ’highlights’ montren vil Moesgaard udstille aktuelle arkæologiske fund og særlige genstande.

Når det nye udstillingsafsnit åbner 26. maj, kan publikum se danefæ-genstande, som fritidsarkæologer har fundet i Moesgaard Museums ansvarsområde ved hjælp af metaldetektorer.

Danefæ er genstande fra fortiden, som er af enten ædelt metal eller har en særlig kulturhistorisk værdi.

-rh

17/5 2023