Optaget til læreruddannelserne falder
Trods håb om det modsatte får landets læreruddannelser lidt færre studerende næste år.
Dermed fortsætter den negative udvikling i optaget til læreruddannelsen, og det bekymrer DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.
På trods af, at flere ansøgere havde læreruddannelsen som førsteprioritet, begynder der samlet set lidt færre studerende på landets læreruddannelser næste år.
Det viser de nye tal for optaget på de videregående uddannelser.
Det ærgrer Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, som havde håbet, at flere unge søgte mod læreruddannelserne.
- Det er meget bekymrende for folkeskolen. De sidste 10 år er optaget faldet med 25 procent, og knap hver femte underviser i folkeskolen er i dag ikke uddannet lærer.
Det er et dybt alvorligt problem, og det ærgrer mig meget, at vi nu igen ser, at der bliver færre lærerstuderende, siger Gordon Ørskov Madsen.
Ifølge Gordon Ørskov Madsen er der behov for en national handleplan for rekrutteringen af uddannede lærere til folkeskolen - og den skal gå på to ben, så der både er fokus på at få de unge ind på læreruddannelserne og på at tiltrække og fastholde de uddannede lærere i folkeskolen, når de står med eksamensbeviset i hånden.
- Vi skal sikre, at det at være lærer i folkeskolen ikke bare er det vigtigste, men også det bedste job.
Der skal være sammenhæng mellem tid og opgaver og rammer, der gør, at du kan lykkes som lærer. Og så skal vi blive bedre til at holde på de uddannede lærere, vi har, siger Gordon Ørskov Madsen.
Alt for mange lærere vælger i dag arbejdet i folkeskolen fra, og sidste år viste en undersøgelse fra AE-rådet, at fire ud af 10 nyuddannede lærere arbejder uden for folkeskolen fem år efter, at de er færdige på studiet. Og det er ifølge Gordon Ørskov Madsen et af de steder, man skal sætte ind.
- Der er hårdt brug for de nyuddannede lærere, og derfor skal tage bedre imod dem på skolerne. Vi skal blandt andet have gode lærerstartsordninger, så alle nye lærere oplever at få en god start på deres arbejdsliv, siger Gordon Ørskov Madsen.
- Vi ved, at mentorordninger, netværk for nyuddannede og større overskud til at tage imod nye kollegaer er noget af det, der virker. Det skal vi gøre mere af, så vi kan få vendt udviklingen.
-rh