Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
Ny chatrådgivning skal hjælpe børn med forældre i fængselElisabeth Toft Rasmussen, sekretariatsleder i SAVN. Fotobyline: SAVN

Ny chatrådgivning skal hjælpe børn med forældre i fængsel

Danmarks eneste organisation for indsattes pårørende, SAVN, lancerer nu en ny chatrådgivning målrettet de omkring 4.000 børn og unge, som årligt oplever at have en forælder i fængsel.

Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor behovet for støtte er større end nogensinde. De seneste fem år er varetægtsfængslinger steget markant fra gennemsnitligt 99 til 174 dage, og SAVN har oplevet en fordobling i antallet af telefonrådgivninger over bare tre år.

- Mange børn og unge holder det hemmeligt, når deres mor eller far kommer i fængsel.

- De bærer på tunge følelser som savn, vrede og skam, og frygten for at blive dømt af andre gør det svært at tale om, forklarer Elisabeth Toft Rasmussen, sekretariatsleder i SAVN.

Den nye chatfunktion, støttet af TrygFonden, skal gøre det lettere for især børn og unge at søge hjælp.

Socialrådgiver Sara Lind-Kürstein fra SAVN påpeger, at mange finder det nemmere at udtrykke deres tanker skriftligt:

- Når man skriver i stedet for at tale, får man tid til at reflektere over sine følelser. Det kan være en hjælp i sig selv.

Chatrådgivningen, som åbnede den 9. januar, drives af frivillige rådgivere og er også åben for kærester til indsatte, forældre og venner.

Rådgiverne kan blandt andet hjælpe med, hvordan man fortæller om sin situation i skolen eller klubben, så man kan få den nødvendige forståelse og støtte.

Tilbuddet supplerer SAVNs eksisterende aktiviteter, som omfatter telefonrådgivning, forældregrupper og weekendture for familier til indsatte.

Sidste år gennemførte organisationen over 700 samtaler med pårørende og fagpersoner, hvilket understreger det store behov for støtte til denne ofte oversete gruppe.

-rh

14/1 2025