Lolland Kommune lancerer tidlig hjælp til børn i mistrivsel

Lolland Kommune lancerer tidlig hjælp til børn i mistrivsel

Lolland Kommune lancerer et nyt forebyggende tilbud, der skal gøre det lettere for børn og unge med begyndende mistrivsel at få hjælp, før problemerne vokser sig større.

Initiativet sker i samarbejde med STIME Region Sjælland og er målrettet børn og unge fra 0. klasse til 17 år.

Det nye tilbud fokuserer på lettere former for psykiske udfordringer som angst, stress og ensomhed.

Formålet er at sikre hurtig og let adgang til støtte, så begyndende mistrivsel ikke udvikler sig til alvorligere psykiske lidelser, der kræver langvarig behandling.

- Vi ved, at mistrivsel blandt børn og unge er et stigende problem, og vi vil gerne gøre en forskel her og nu, udtaler Thomas Østergaard, formand for Børne- og Skoleudvalget.

- Med det nye tilbud kan vi forhåbentlig hjælpe flere børn og unge hurtigere, så de kan få det bedre og trives i deres dagligdag.

Målrettet behandling og støtte
Tilbuddet giver børn og unge adgang til rådgivning og behandlingsforløb med psykologer eller andre fagpersoner med ekspertise i børns trivsel. Også forældre har mulighed for at få støtte og rådgivning.

Den gratis indsats kan omfatte både individuelle samtaler og gruppeforløb, der hjælper børn og unge med at håndtere udfordringer som problemer med selvværd, identitet, konflikter med venner eller oplevet pres fra skolen.

Fire specialiserede indsatsspor
Lolland Kommune udbyder fire forskellige spor i det nye tilbud:

1. Når bekymring og tristhed fylder for meget
2. Forældrepiloterne
3. Når svære følelser fører til selvskade
4. Når gentagne tanker og handlinger tager styringen

Samarbejdet kan også involvere andre aktører fra barnets eller den unges hverdag for at sikre, at børn med behov for hjælp bliver opdaget og støttet tidligt.

Med dette initiativ understreger Lolland Kommune deres engagement i at tage ansvar og sikre adgang til rette støtte, når der er behov for det, så kommunens børn og unge får den bedst mulige start i livet.

-rh

10/9 2025