KL opfordrer regeringen til at redde skolernes ITFoto: Colourbox

KL opfordrer regeringen til at redde skolernes IT

KL: Manglende handling fra regeringen kan efterlade tusindvis af skoleelever uden IT efter sommerferien.

Kommunernes Landsforening (KL) advarer om, at tusindvis af skoleelever kan stå uden digitale hjælpemidler efter sommerferien, hvis ikke regeringen handler.

Det sker efter Datatilsynet i januar gav 53 kommuner påbud om at stoppe brugen af Chromebooks i undervisningen.

Årsagen er, at Datatilsynet mener, at elevernes data ikke behandles lovligt når Chromebooks bruges.

KL har nu svaret Datatilsynet, at de vil arbejde på at finde en løsning inden 1. august. Men KL's formand Peter Rahbæk Juel siger, at det kun kan lade sig gøre, hvis regeringen kommer på banen og sikrer en ny lovgivning.

Ifølge Rahbæk Juel viser sagen, at lovgivningen ikke er tidssvarende i forhold til den digitale udvikling.

Derfor opfordrer KL regeringen til at se på, hvordan man kan sikre en forsvarlig brug af digitale værktøjer i den offentlige sektor.

Rahbæk Juel advarer om, at hvis regeringen ikke handler, så vil mange skoler mangle digitale hjælpemidler efter sommerferien. Desuden vil mange ordblinde elever miste den nødvendige støtte.

KL understreger, at de ikke ønsker at dele personfølsomme oplysninger ulovligt. Men de mener, at lovgivningen skal opdateres, så den afspejler den digitale udvikling.

Sagen med Chromebooks har ifølge KL allerede skabt stor utryghed på en række andre velfærdsområder. Derfor er det afgørende, at regeringen tager stilling til, hvordan man lovligt kan bruge digitale værktøjer i den offentlige sektor.

-rh

5/3 2024