Københavns Kommune udnævnt som årets højdespringer i trafiksikkerhedstest for skoler
Årets højdespringer i kommunernes skoletrafiktest vil afsætte flere penge til færdselsundervisning: Københavnske børn skal være landets bedste trafikanter.
Rådet for Sikker Trafik har udpeget Københavns Kommune som årets højdespringer i kommunernes skoletrafiktest.
Men nu skal indsatsen skærpes yderligere, så de københavnske børn bliver landets bedste til at navigere i trafikken.
Derfor vil børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Konservative, sætte flere penge af til færdselsundervisning.
Det er vigtigt at kunne navigere sikkert i trafikken, når man bor i landets mest befærdede by. Derfor vil børne- og ungdomsborgmesteren afsætte flere penge til færdselsundervisning i folkeskolen.
- Det skal være en topprioritet, at vores børn kan navigere sikkert i trafikken. Derfor vil jeg afsætte penge til at få færdselsundervisningen op i gear, fortæller børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, Konservative.
Borgmesteren vil gå til budgetforhandlingerne med målet om at få flere penge til færdselsundervisning i folkeskolen. Pengene skal sikre at alle elever i løbet af deres skoletid kommer gennem gå-prøven, cykel-prøven, og at alle skoler får en færdselskontaktlærer.
- Det er flot, at Københavns Kommune er kåret til årets højdespringer, for det betyder, at vi er blevet bedre. Vi ligger dog stadig i den tunge ende, og det er utilfredsstillende.
- Mit mål er, at vi skal ligge blandt landets tre bedste kommuner inden for tre år. Det er et ambitiøst mål, men vores børns sikkerhed er meget vigtig.
- Derfor går jeg til årets budgetforhandlinger med et ønske om flere penge til færdselsundervisning, da det er afgørende, at skolerne får ressourcer til at prioritere dette område, fortæller Jakob Næsager.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har i perioden fra 2022 til 2023 allerede skærpet færdselsindsatsen. Det har medført, at Københavns Kommune er blevet årets højdespringer i Rådet for Sikker Trafiks skoletrafiktest.
Rådet for Sikker Trafik har på baggrund af undersøgelsen lavet en række anbefalinger, der kan løfte Københavns Kommune endnu længere op ad listen.
Det anbefaler blandt andet, at Københavns Kommune motiverer skoleledere til at udpege færdselskontaktlærere.
Den opgave vil Jakob Næsager nu gøre nemmere for skolelederne ved at give dem penge til at prioritere færdselsundervisning.
- Det er vigtigt, at København fungerer i hverdagen - også for børn og deres færden i trafikken. Min ambition er, at København skal være danmarksmester i børneliv, og derfor er det også vigtigt, at de lærer at færdes trygt og sikkert i trafikken, siger Jakob Næsager.
Indsatsen for en bedre færdselsundervisning i folkeskolen skal understøtte Københavns Kommunes vision om, at der skal være nul dræbte i trafikken.
Fakta:
- København er udpeget som ”årets højdespringer”. Københavns Kommune er nu placeret på 55. plads ud af landet 98 kommuner.
- Rådet for Sikker Trafik har hvert år siden 2010 gennemført ”Kommunernes Skoletrafiktest”.
- Skoletrafiktesten undersøger kommunernes arbejde med børn og unges trafiksikkerhed på og omkring skole.
-rh