Flere børn bor permanent i sommerhus
Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik er antallet af børn under 18 år, der bor permanent i sommerhus, steget det seneste år.
I 2024 er der således 1.047 børn, der har deres dagligdag i et sommerhusområde. Til sammenligning var tallet 810 børn i 2023.
Stigningen skyldes især, at flere børnefamilier er flyttet permanent i sommerhus.
Særligt blandt de 30-39-årige ses en markant vækst på 53% i antallet af helårsbeboere i sommerhus sammenlignet med året før.
Ifølge boligekspert og talsperson fra home, Henrik Hauthorn Jensen, hænger udviklingen sammen med, at der generelt er sket en stigning på 20% i antallet af danskere, der bor i sommerhus året rundt. I 2024 er det nu oppe på ca. 37.000 danskere.
Selvom antallet af børn i sommerhuse er steget, så er det stadig en relativt lille andel på kun 2% af de voksne sommerhusbeboere, der er i alderen 30-39 år.
Som udgangspunkt skal man være pensionist og have ejet sit sommerhus i mindst et år for at få tilladelse til helårsbeboelse.
Ifølge Home kan udviklingen være positiv for sommerhusområderne, men den stiller også krav til kommunerne om at sikre institutionspladser, skolegang og fritidstilbud.
-rh