Når man selv aktivt sanser, oplever og erfarer, bliver det meget lettere at forstå naturen og de naturfaglige sammenhænge.
Sådan lyder baggrunden for Naturvejlederforeningens store Krible Krable projekt, hvis formål er at få flere små forskere i naturen. Projektet giver børnehaveklasseledere og lærere i indskolingen masser af muligheder for at vække den store naturfaglige nysgerrighed og legelyst hos de 0 til 8-årige, når de oplever, undersøger og udforsker deres omgivelser i den natur, der er lige uden for døren. Uanset om det er på legepladsen, ved søen eller i skoven.
Med Krible Krable universet behøver ingen lærer stå på bar bund eller mangle ideer. Man kan frit downloade pædagogisk undervisnings- og inspirationsmateriale med tips og tricks, fakta og vejledninger til at udforske insekter og smådyr på sjove måder, om det så gælder ulveedderkopper, dansemyg eller guldfluer. Hvert år bliver der suppleret med nye materialer, som også kan bestilles i fysisk form, så længe lageret rækker.
Børnene ud i naturen
– Med Krible Krable projektet vil vi først og fremmest inspirere børnehaveklasseledere og lærere i indskolingen til at tage børnene ud i naturen. Og i naturen tage udgangspunkt i noget, som alle børn så let bliver optaget af: Små dyr, der er til at finde, fange og få håndgribelige oplevelser med – alle steder i Danmark, siger Kari Hald, projektleder for Krible Krable universet.
Hun understreger, at nysgerrighed er en god drivkraft for læring, erfaringer og naturdannelse. Gennem egen nysgerrighed og undren, undersøgelser og små eksperimenter kan børnene erfare og bygge videre på deres viden om smådyr og sammenhængene i naturen – med hjælp fra lærerne.
I tråd med læringsmål for natur/teknologi
Desuden er Krible Krable projektet og dets inspirations- og undervisningsmateriale helt i tråd med læringsmålene for faget natur/teknologi.
Over hele Danmark står cirka 350 naturvejledere klar til at hjælpe nysgerrigheden på vej. De kan bruges som sparringspartnere i forhold til planlægning af pædagogiske projekter. Desuden afholder naturvejlederne ca. 550 Krible Krable arrangementer for indskolingen og for dagtilbud og børnefamilier.
Målet med Krible Krable projektet er også at understøtte og opkvalificere de naturfaglige kompetencer hos lærerne. Derfor bliver der desuden holdt workshops, kurser og konferencer over hele landet.
– Vi vil gerne gøre det let for underviserne at arbejde med science og natur, og vi vil gerne inspirere til og understøtte naturfaglige aktiviteter, projekter og undervisningsforløb i hverdagen. De skal give børnene den første naturvidenskabelige dannelse, hvor de har mulighed for at selv at være aktivt udforskende og eksperimenterende, siger Kari Hald.
Krible Krableprojektet er udviklet af Naturvejlederforeningen i samarbejde med DR Ramasjang, og takket være en donation på 17 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden fra 2019 til 2022 kan dagtilbud, indskolingsklasser og børnefamilier i hele Danmark få sjove og lærerige naturoplevelser.
Naturvejlederforeningen forventer, at omkring 75.000 børn deltager i Krible Krable aktiviteter over hele Danmark.