Foto: Det Kongelige Teater
Foto: Det Kongelige Teater

Klassisk scenekunst på skoleskemaet

Med nye partnerskabsaftaler får flere børn og unge adgang til kunst og stifter bekendtskab med de klassiske kunstarter

Opera, ballet, skuespil og klassisk musik bliver sat på skoleskemaet for flere børn og unge i hele landet. Det Kongelige Teater og grundskoler på Amager og i Sønderborg Kommune vil de næste to år gøre de klassiske kunstarter til en del af elevernes uddannelsesforløb i en ny partnerskabsaftale.

Gennem mange år har Det Kongelige Teater arbejdet målrettet på at gøre den klassiske scenekunst til en vedkommende og naturlig del af elevers uddannelsesforløb i grundskolen. Gennem workshops for både lærere og elever, længere læringsforløb ude på skolerne samt børne- og ungeforestillinger har eleverne stiftet bekendtskab med kunstarterne. Det Kongelige Teater har igennem disse aktiviteter erfaret betydningen af at være til stede over længere tid og skabe forpligtende samarbejder med lokale aktører, og derfor har vi nu valgt at indgå længere partnerskaber med udvalgte skoler og kommuner.

Samarbejde ud over aftalerne

Dorthe Paulli, chef for outreach-aktiviteter samt sponsor- og erhvervschef på Det Kongelige Teater, siger om de nye partnerskabsaftaler:

– Ved at samarbejde fokuseret med de udvalgte kommuner og skoler bidrager vi til, at endnu flere elever får muligheden for at arbejde med de klassiske kunstarter. Og vi sikrer, at skolerne kan fortsætte arbejdet og benytte de værktøjer, de har fået gennem forløbet, når partnerskabsaftalen ophører.

Ifølge kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF), er det helt essentielt for skoleelevernes dannelse.

– Børns lige adgang til kulturel og almen dannelse er en hjertesag for mig, og derfor glæder det mig, at der er indgået samarbejde mellem vores skoler og Det Kongelige Teater.

Det glæder også børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), der siger:

– De københavnske folkeskoler er allerede godt i gang med at åbne sig for det omgivende samfund med partnerskaber med både erhvervsliv, kulturinstitutioner og foreninger. Samarbejdet med Det Kongelige Teater er endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at gøre eleverne livsduelige og give dem den dannelse, de har brug for i tilværelsen efter folkeskolen.

Hele Danmarks teater

Partnerskaberne består i en række aktiviteter faciliteret af Det Kongelige Teater. Der er aktiviteter for elever i både indskolingen, på mellemtrinet og i udskolingen. Aktiviteterne er udarbejdet og afprøvet over de seneste år, og er nu blevet til en del af et toårigt forløb, som tilbydes skolerne i partnerskabsaftalerne.

– Det Kongelige Teater arbejder målrettet med at være hele Danmarks teater. Det betyder også at være relevante for endnu flere børn og unge. Det får vi i høj grad mulighed for at være med de nye partnerskabsaftaler. Derfor er vi også rigtig glade for, at både Sønderborg og

Københavns Kommune har sagt ja til at indgå i det her samarbejde med os og prøve de nye partnerskaber af, siger Dorthe Paulli, chef for outreach-aktiviteter samt sponsor- og erhvervschef på Det Kongelige Teater.

Det er første gang, at Det Kongelige Teater indgår disse partnerskabsaftaler. Om et år vil Det Kongelige Teater indgå to nye partnerskaber, så vi i fremtiden har fire partnerskaber kørende ad gangen.

 

Om partnerskabsaftaler

Partnerskabsaftalerne er en del af en samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater. I samarbejdsaftalen er der øremærket midler til at åbne husene for borgerne i København og til konkrete samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører.

De nye partnerskaber er yderligere muliggjort med fondsmidler fra Det Obelske Familiefond.

Formålet er:

  • at gøre den klassiske scenekunst til en naturlig del af elevernes læring og en del af skolernes profil.
  • at udfordre og opfordre lærerne til at bruge den viden, de får gennem Det Kongelige Teater, på andre klassetrin og i andre fag.
  • at forankre den klassiske scenekunst lokalt i kommunen.

Seneste artikler

Inspiration til kreative frilæsningsaktiviteter

Nyt konceptkatalog fra eReolen Go giver gode tips til, hvordan man kan arbejde med digital litteratur

eReolen · 10-06-2020

Foto: Nanna Kreutzmann

Få inspiration til at udforske naturens små Krible Krable dyr

Det er højsæson for at gå på opdagelse blandt naturens dyr og insekter. Krible Krable dyrene myldrer rundt lige uden for døren, og det giver lærere de bedste betingelser for at pirre alle børns gryende naturvidenskabelige dannelse

Krible-Krable · 08-06-2020

Nye tider for skolerejserne

Snart kommer vi til at rejse igen, men hvad vil der ske med vores rejsemønstre og især skolerejser på grund af Corona?

Alfa Travel · 08-06-2020

Rengøringsassistenterne Sebastian Simon og Ionela Florentina Simon sammen med kundechef Camilla Oldhøj på Nørre Jernløse skole ved Holbæk.

Rumænske Ionela og Sebastian holder skolen fri for Corona

Da den britiske premierminister Boris Johnson blev udskrevet fra intensiv, rettede han en varm tak til to sygeplejersker; Jenny fra New Zealand og Luis fra Portugal.

Rengøring · 08-06-2020

Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.

At være lærer under Corona

Nogle børn er ekstra hårdt ramt af Coronakrisen, som har påvirket forskelligt og kan trække spor længe efter, det værste tilsyneladende er overstået

Det Nationale Sorgcenter · 08-06-2020