Aktuelle nyheder - Uddannelse

DLF: Vi må tage fælles ansvar for at sikre, at der er uddannede lærere til fremtidens folkeskoleGordon Ørskov Madsen, formanden for Danmarks Lærerforening. Foto: Kristian Brasen

DLF: Vi må tage fælles ansvar for at sikre, at der er uddannede lærere til fremtidens folkeskole

Antallet af nye studerende på landets læreruddannelser er faldet med 11 procent siden sidste år. Det bekymrer formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, der vil sætte ind med handlingsplan, der skal vende udviklingen.

Del artiklen på

Alt for få unge kan se en fremtid som lærer i folkeskolen. De nyeste tal for optaget på læreruddannelserne viser, at antallet af nye lærerstuderende er faldet med 11 procent siden sidste år. Antallet af ansøgere til landets læreruddannelser har været lavt i en årrække, og sidste år faldt optaget med 5 procent.

- Det er meget alvorligt for folkeskolen. Allerede nu må mange skoler se langt efter uddannede lærere, og i 2030 kommer vi til at mangle 13.000 lærere i folkeskolen. Det er helt nødvendigt, at vi får vendt udviklingen, så flere søger ind på læreruddannelserne og efterfølgende kan få arbejde i folkeskolen, siger en bekymret Gordon Ørskov Madsen, der er formanden for Danmarks Lærerforening.

Danmarks Lærerforening foreslår en handlingsplan, der frem mod 2030 skal sikre, at der er uddannede lærere til fremtidens folkeskole. Handlingsplanen skal blandt andet styrke rekrutteringen til og kvaliteten på læreruddannelsen, sikre bedre startordninger for nyuddannede lærere og gøre lærerarbejdet mere attraktivt, så flere har lyst til at blive og være lærer i folkeskolen.

Samtidig skal der ifølge DLF-formanden gøres en indsats for at få nogle af de 28.400 læreruddannede, der i dag arbejder uden for skolen, tilbage. Løsningerne skal findes i fællesskab med de parter, der har aktier i læreruddannelsen og folkeskolen.

- Det er nu, vi skal sætte ind, hvis vi også i fremtiden vil have uddannede lærere til at undervise i folkeskolen. Det handler om en bedre læreruddannelse, men det handler også om at styrke skolen og gøre lærerarbejdet attraktivt, så flere kan se en fremtid som lærere i folkeskolen, siger Gordon Ørskov Madsen.

-mo

Læs mere om Uddannelse

30/8 2022