Aktuelle nyheder - Skolekøkken

Palmekål og millioner skal give unge appetit på bæredygtig gastronomiFotograf Olafur Gestsson

Palmekål og millioner skal give unge appetit på bæredygtig gastronomi

Flere hundrede københavnske skoleelever i 5. og 6. klasse kan få en solid smagsprøve på fremtidens bæredygtige gastronomi. Ungdomsbyen har netop fået støtte af Tietgenfonden til at udvikle ti gastronomiforløb

Del artiklen på

Gastronomi, madhåndværk og værtskab kommer i fokus, når Ungdomsbyen inviterer københavnske skoleelever indenfor i hotel- og restaurationsbranchen under overskriften 'Sammen smager vi på fremtiden'.

I samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen i København vil Ungdomsbyen udarbejde et fire dage langt forløb, der giver elever i 5. og 6. klasse et mere nuanceret udgangspunkt for at træffe deres fremtidige uddannelsesvalg. I løbet af de fire dage besøger eleverne bl.a. Hotel- og Restaurantskolen og bliver introduceret til fagets kerneområder gennem lære- og oplevelsesrige aktiviteter.

Projektet er støttet af Tietgenfonden med 1,99 mio. kroner. Finansieringen gør det muligt at udvikle og efterfølgende tilbyde ti gastronomiforløb i skoleåret 2023/24.

- Vi er overbeviste om at projektet vil give eleverne et kvalificeret grundlag, når de skal træffe et uddannelsesvalg og motivere dem til at se i retning af erhvervsuddannelserne generelt. Vi kommer til at mangle faguddannede unge i fremtiden, så vi har som samfund behov for at flere får appetit på en erhvervsuddannelse, siger udviklingschef Christine Paludan-Müller fra Tietgenfonden.

Tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge en undersøgelse udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut søger blot 20 procent af de unge, der netop har afsluttet folkeskolen, optagelse på en erhvervsuddannelse.

Samtidig forudser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en mangel på 99.000 faglærte i 2030, hvilket vil føre til en stor ubalance mellem de unges uddannelsesvalg og behovet for arbejdsstyrke i fremtiden.

I restaurationsbranchen er behovet særligt stort og afdelingsleder på Hotel- og Restaurantskolen, Andreas Jensen, kan nikke genkendende til de kedelige tendenser.

- Tjeneruddannelsen oplever lave ansøgertal. I 2021 blev der optaget 26 elever og det er selvfølgelig ærgerligt, at flere unge ikke ser de mange muligheder indenfor ledelse, iværksætteri, internationalt samarbejde mm. som også ligger i faget, siger han.

Fra jord til bord og til jord igen
Men den udvikling har Ungdomsbyen sat sig for at vende. Med en smagsprøve på frisk palmekål plukket i Hotel- og Restaurantskolens køkkenhave, tager ideerne til undervisningsindholdet form. I det nye læringsforløb vil eleverne opleve fødevarernes rejse fra jord til bord med respekt for naturen.

Leder af Ungdomsbyen Malene Rungvald Christensen mener, at det er relevant at tage udgangspunkt i befolkningens forskellige madkulturer, når vi taler om den grønne omstilling af fødevaresystemet:

- Det er Ungdomsbyens ambition at præsentere eleverne for velsmagende og klimavenlig kost, så kendskabet til fødevarer, der belaster klimaet mindst, udbredes og bliver en mere normal del af elevernes hverdag.

Projektet er således med til at øge elevernes handlekompetencer indenfor den bæredygtige omstilling.

Ifølge Danmarks grønne tænketank 'Concito' udleder en dansker i snit 3 ton CO2 om året fra mad og drikke samtidig med at jordens ressourcer er svindende. Ungdomsbyens nye erhvervskursus vil vise eleverne, hvordan fremtidens gastronomi, værtskab og fødevaresystem kan have et bæredygtigt og cirkulært afsæt.

Erfaringer formidles videre

På sigt vil erfaringer fra projektet formidles videre til kommuner og erhvervsskoler uden for hovedstadsområdet. Dertil indeholder bevillingen midler, der muliggør Ungdomsbyens revitalisering af tre nuværende erhvervsforløb til skoleelever om byggeri, handel og social- og sundhedsuddannelserne, så også de projekter får et mere bæredygtigt afsæt.

Dette baner vejen for, at Ungdomsbyen kan udvikle opgaver med et nyt udgangspunkt i cirkulær økonomi, samt i endnu højere grad understøtte kulturmødet mellem ældre borgere og unge flerkulturelle elever med tanke for den sociale bæredygtighed.

Læs mere om Skolekøkken

27/6 2022