Danmarks dygtigste mikroforskereEn gruppe elever fra de yngste klasser på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg er netop blevet kåret som Danmarks bedste mikroforskere

Danmarks dygtigste mikroforskere

65 elever i 0.-2. årgang på Skolen på Grundtvigsvej har været så dygtige til at udforske de små dyr i naturen, at de mandag blev kåret som vindere i den landsdækkende Mikroforskerkonkurrence 2022.

Med et imponerende projekt om smådyr i naturen sikrede en børnegruppe på Skolen på Grundtvigsvej sig mandag topplaceringen i den landsdækkende Mikroforskerkonkurrence 2022. Gruppen er på 65 små elever fra 0. - 2. årgang.

Eleverne har undersøgt en masse krible krabledyrs liv og sammen med deres lærere afleveret en rapport om resultaterne. For den indsats indkasserede de titlen som årets mikroforskere.

Undervejs gik eleverne dybden med mikroforskningen - en naturvidenskabelig, enkel arbejdsmetode for 0. - 3. klassetrin, hvor eleverne ud fra deres egen undren laver små naturvidenskabelige undersøgelser af naturens smådyr.

Eleverne gennemgår syv arbejdstrin, hvor de selv skal formulere spørgsmål ud fra det, de undrer sig over. Og her står læreren ikke parat med svarene. Dem skal eleverne selv finde gennem undersøgelser og eksperimenter.

- Vi er ovenud lykkelige over at have vundet. Det kom helt bag på os, fortæller lærer på Skolen på Grundtvigsvej, Kitt Vestergaard, der er meget begejstret for mikroforskermetoden:

- Alle lærere var undervejs uden for deres komfort zone. Vi er jo vant til at have styr på alting, men dette projekt var helt elevbårent, fortæller Kit Vestergaard, hvis rolle det har været at guide eleverne med nænsom hånd, samtidig med at lade eleverne vide, at de i sidste ende må bestemme selv.

På bænkebiderjagt

Efter krible-krable ture til Frederiksberg Have og Amager Naturcenter, hvor eleverne fandt forskellige smådyr, besluttede de sig for at undersøge forskellige dyr som bænkebidere, regnorme og skrubtudser nærmere.

Efter forskellige forsøg og undersøgelser kunne eleverne blandt andet konkludere, at bænkebidere kan gå baglæns, at regnorme kan svømme og at skrubtudser kan hoppe 15 cm. langt.

Til sidst blev alle tegninger og fakta kort hængt op på hegnet i Frederiksberg Have ved legepladsen, så andre børn og voksne kunne få mere viden.

Ros fra dommerne

De indsendte rapporter til Mikroforskerkonkurrencen, der var forudsætningen for at komme i finalen, er vurderet af en jury bestående af et ekspertpanel fra Naturvejledning Danmarks Krible Krable projekt.

Og juryen var ikke i tvivl om at de yngste elever fra Skolen på Grundtvigsvej skulle vinde førsteprisen:
- Godt struktureret, godt overblik, flot opsamling, hedder det bl.a. i motiveringen.

Afprøves i stor skala

Mikroforskermetoden og den tilhørende børneforskerkonkurrence er en del af Naturvejledning Danmarks Krible Krable univers, den har norsk forbillede og det er kun tredje gang, den afprøves i stor skala i Danmark.

- Vi oplever en meget stor interesse blandt lærere og pædagoger for at arbejde på denne måde, hvor børnenes undren og naturlige lyst til at udforske naturen er drivkraften. Vi kan se, at børnene bliver engagerede og tager ejerskab, når de er drevet af deres egen interesse, siger projektleder for Mikroforskerprojektet, naturvejleder Kari Hald.

Mikroforskerprojektet er støttet af Novo Nordisk Fonden, og skal skabe interesse for videnskab og forskning fra en tidlig alder.

Med førstepladsen følger 10.000 kroner, som eleverne og deres lærere kan bruge på en ekskursion. Ud over pengene fik eleverne overrakt hvert deres diplom samt en lille badge til at sætte på tøjet.

-rh

23/11 2022