200 gymnasieelever var samlet til Sprogcamp

200 gymnasieelever var samlet til Sprogcamp

Knap 200 gymnasieelever fra hele landet har netop været samlet på Hjørring Gymnasium STX & HF til den tiende udgave af Sprogcamp.

Formålet er at skærpe interessen for at læse fremmedsprog i gymnasiet og på de videregående uddannelser.

Hirtshals Havn er en af sponsorerne bag Sprogcamp og bidrager blandt andet med indsigt i, hvordan fremmedsprog er en del af dagligdagen på havnen.

Der var rig mulighed for at dyrke sin interesse for fremmedsprog i weekenden, da Hjørring Gymnasium STX & HF sammen med Aalborg Universitet afholdt sprogcamp i Hjørring for knap 200 gymnasieelever fra 50 forskellige gymnasier i hele landet.

Engelsk, fransk, italiensk, kinesisk, spansk og tysk var i fokus på campen, og Hirtshals Havn deltog som sponsor for engelsk:

 - Hos Hirtshals Havn har vi valgt at bakke op om Sprogcamp 2023 som sponsor, fordi vi prioriterer højt at støtte op om unge menneskers muligheder i deres valg af uddannelse.

Det gør vi blandt andet ved som virksomhed at vise, hvordan vi bruger engelsk i vores daglige arbejde med kunder og leverandører på havnen, siger Ditte Gerstrøm Sørensen, marketingchef ved Hirtshals Havn.

Behov for unge med globalt udsyn

Undervisere og studerende fra Aalborg Universitet afholdt en række workshops på sprogcampen, hvor de unge fik mulighed for at tale med virksomheder som Hirtshals Havn om deres brug af fremmedsprog i arbejdet.

- Det giver udsyn at lære nye sprog og kulturer at kende. Danmark har brug for unge, som kan kommunikere på fremmedsprog og har globalt udsyn.

Derfor er det vigtigt med denne mulighed for unge fra hele Danmark, hvor de kan mødes og arbejde med fremmedsprog.

Den her weekend i Hjørring, dén gør en forskel, siger Malene Gram, der er prodekan for uddannelse ved Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

Masser af inspiration for børn og unge

Hirtshals Havn bidrager på flere måder til, at børn og unge får øjnene op for det hav af muligheder, der er for job og uddannelse inden for den maritime sektor.

Unge i udskolingen fra lokale skoler kommer blandt andet forbi havnen, når det årlige arrangement Workforce of the Future løber af stablen i efteråret.

Derudover arbejder havnen også tæt sammen med øvrige virksomheder i byen og Lundergårdsskolen i Hjørring om projektet Brobyg Nord, hvor elever i en 8. klasse får mulighed for at prøve kræfter med forskellige virkelighedsnære opgaver inden for den maritime branche i et toårigt projektforløb.

- Erhvervslivet i og omkring Hirtshals og ikke mindst i den maritime branche oplever indimellem rekrutteringsudfordringer – måske fordi kendskabet til uddannelses- og jobmulighederne simpelthen er for lavt.

Derfor vil vi gerne gøre, hvad vi kan for at gøre de unge opmærksomme på, hvad man rent faktisk kan arbejde med fx på en havn eller ved et rederi.

Det er der gode muligheder for i projekter som fx Brobyg Nord, Workforce of the Future og Sprogcamp, siger Ditte Gerstrøm Sørensen.

-rh

1/2 2023