Ny Hollænderskolen er nyrenoveret og læringsmiljøerne er blevet opdateret

Ny Hollænderskolen er nyrenoveret og læringsmiljøerne er blevet opdateret

Et påbud fra Arbejdstilsynet omkring manglende ventilation har givet anledning til en grundig bygningsmæssig renovering og opdatering af læringsmiljøerne på Ny Hollænderskolen, Frederiksberg

Af Jan Pasternak, Magasinet Byggeri

I de sidste mange år har der være talt og skrevet meget om, hvordan dårligt indeklima i ældre skolebygninger giver trætte og ukoncentrerede børn og dårlig indlæring.

På Ny Hollænderskolen på det centrale Frederiksberg blev et påbud fra Arbejdstilsynet fra 2018 på grund af manglende ventilation startskuddet til en omfattende renovering, hvor man også har haft lejlighed til at gentænke læringsmiljøerne.     

- Når man bruger mange millioner på at renovere en skole rent bygningsfysisk, så skal man selvfølgelig også se på, hvad man kan gøre for at bringe skolen up to date, så den kan understøtte moderne pædagogiske metoder og nutidig undervisning.

Det er vigtigt at have en god proces med både skolens ledelse, lærere og elever, så vi kan finde ud af, hvor skoen trykker, og hvad man savner. I den sammenhæng tager vi udgangspunkt i fem punkter: Basislokalet, multifunktionelle læringszoner, faglokaler, overordnet fleksibilitet og så sammenhængen mellem skolen og den omgivende by.

I denne sag var de første fire punker meget relevante, siger Birgit Worm, der er faglig leder i Team Undervisning hos Sweco Architects i København.

Ny Hollænderskolen, der ligger i et blandet boligkvarter tæt på hovedfærdselsåren Gl. Kongevej, består af en hovedbygning fra 1891 med en tilbygning fra ca. 1920 og ’Gul Fløj’, der sammen med skolens aula er opført i 1960.

Hovedbygningen er en klassisk bygning i røde tegl med skifertag, mens de nyere bygninger står i gule sten med tagpaptage. Skolens gymnastiksal ligger bagved, ud til den indre skolegård.  

Omfattende renovering

Da det var en forudsætning for projektet, at skolen skulle være i drift gennem renoveringen, blev byggeriet delt op i to etaper, hvor man først renoverede den gule fløj og sidenhen hovedbygningen.

Gul Fløj har været igennem en total istandsættelse, hvor alle overflader er renoveret eller udskiftet. Klimaskærmen er gennemgået og hele trappeopgangen har fået nye vinduespartier.

- Oprindeligt var det tanken, at hovedbygningen kun skulle gennem en lettere forskønnelse, men som det ofte er med gamle bygninger, så var mange bygningsdele, inklusive installationerne, i dårligere stand end forudsat, da vi fik lukket op ind til konstruktionerne, bl.a. var der ægte hussvamp øverst oppe.

Så vi endte med at udskifte alle lofterne også i hovedbygningen, hvilket så til gengæld har givet os mulighed for at etablere ventilation med sivelofter på hele skolen, siger entreprisechef Esben B. Hansen fra hovedentreprenøren NHH, der er specialist i netop undervisningsbyggeri og komplekse byggeopgaver.

Hovedbygningen har desuden fået istandsat og malet alle vinduer. Alle bygningernes tage er blevet udskiftet og isoleret op til moderne standard, og aulaen har fået nye skiferfacader på den øverste del af bygningen. Omklædningsrum og badefaciliteter i forbindelse med gymnastiksalen, der var meget nedslidte, er helt udskiftet.

I Gul Fløj har alle klasseværelser fået nye radiatorer og installationer, indvendigt isolerede brystninger og nye gulve. Gul Fløj har desuden fået en ny tilbygning i form af et tårn i den ene ende af bygningen ud mod skolegården, der går hele vejen op. Tilbygningen er opført i betonelementer med en skalmuring i gule tegl og en stor vinduesfacade ud mod skolegården.

Ifølge Esben B. Hansen har opgaven været meget kompliceret og krævet meget logistisk planlægning. Dels fordi skolen har været i drift hele tiden, og dels fordi de omkringliggende veje er meget smalle med kun lidt plads til transport og etablering af byggepladsen. Opgaven har således krævet løbende kommunikation ikke kun med skolen af hensyn til elevernes sikkerhed, men også med de omkringboende beboere i kvarteret.  

Nye læringsmiljøer

Som i mange gamle skoler er Ny Hollænderskolen ifølge Birgit Worm karakteriseret ved meget små klasselokaler, som var beregnet til den undervisningsform, hvor børnene sad ved hver deres bord, mens undervisningen udgik fra læreren ved tavlen.

- Nutidig undervisning er mere projektbaseret, hvor børnene arbejder hver for sig eller sammen i grupper, mens læreren mere fungerer som igangsætter og vejleder. Den undervisningsform kræver mere plads.

Hvis alle sidder i samme lokale, får man et for højt støjniveau, så der skal være plads til, at nogle grupper kan trække lidt væk fra lokalet uden at komme for langt væk fra gruppen. Særligt for de mindre børn er det vigtigt med nærhed, som gør dem trygge, siger Birgit Worm.

Da Ny Hollænderskolen som mange ældre skoler i Gul Fløj havde brede gange, blev løsningen at inddrage noget af gangbredden til at etablere små arbejdsnicher langs hele gangforløbet ud for hver lokale.

Nye døre med glaspartier gør det muligt at holde visuel kontakt mellem grupperne på gangen og læreren inde i klasselokalet. Loftsarealet over nicherne er udnyttet til ventilationskanaler, som servicerer klasselokalerne.

Som kompensation for det indskrænkede gangareal giver tilbygningen plads til et ’skoletorv’ på hver etage på ca. 35 m2 brutto. Torvet er indrettet med møbler til ophold og flere uformelle arbejdspladser, og den store glasfacade tilfører masser af dagslys og udkig til hver etage.  

Forbedret indeklima

Diffus ventilation med sivelofter er en god løsning i bygninger med begrænset loftshøjde, og løsningen er både fleksibel og praktisk, da loftspladerne fungerer som et stort indblæsningsarmatur, der sikrer luftskifte uden støj og træk. Men indeklima er mere end bare luftindeklimaet. 

- Vi har også etableret ny solafskærmning, som mindsker blænding og overophedning i rummene. Vigtigt er det også, at de nye lofter har givet os mulighed for at integrere belysningen i loftsfladerne.

Den nye LED-belysning er både energieffektiv og kan reguleres i løbet af dagen i forhold til aktiviteterne, og så er den nye belysning mere rettet og mindre diffus. Undersøgelser viser, at mere koncentreret lys får folk til at rykke tættere sammen omkring de belyste områder således, at man ikke behøver at tale så højt for at blive hørt, siger Birgit Worm. 

Og netop akustikken er et andet vigtigt indsatspunkt på skolen. Alle de nye lofter er med akustikplader, og i det nye gangforløb og arbejdsnicher er der monteret akustikpaneler med smalle trælister forrest.

27/6 2022