Til kamp mod usunde snacks

Størstedelen af det sukker vi indtager, spiser vi mellem måltiderne. Nu har 155.000 skolebørn i 4.-7. klasse taget kampen op mod sukkeret

Hele 80 procent af danskernes samlede sukkerindtag stammer ifølge tal fra DTU Fødevareinstituttet fra de mellemmåltider og drikkevarer, som vi indtager mellem hovedmåltiderne.

Derfor gik skoleelever over hele landet i ugerne 43, 44 og 45 i køkkenet for at eksperimentere med sunde snacks og for at give madpakken en ordentlig makeover.

GoCook, som er Coops madprojekt for børn og unge, sendte for 11. år smagekasser ud til 6470 skoleklasser og ca. 155.000 skoleelever på tre ud af fire skoler. Formålet er at give børn kompetencer og lyst til at tilberede og spise sund mad.

Brug for sunde mellemmåltider

Smagekassen er en gratis kasse fyldt med råvarer, opskrifter og undervisningsmateriale til en skoleklasse. Undervisningsmaterialet er målrettet 4.-7. klasse, og alle grundskoler kan bestille kassen. I år indeholdt kassen råvarer til snacks med glas­kål og kinaradise og pitabrød med falafel.

Samtidig skulle eleverne også gå på jagt efter det skjulte sukker i snacks.

– Vi ved fra en undersøgelse om måltidsvaner blandt 4-14-årige, at mellemmåltider har et højt indhold af kulhydrat, primært på grund af et højt indhold af sukker, siger Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed.

– Sukkerrige produkter har en lav koncentration af næringsstoffer, og når kroppen ikke får de næringsstoffer, den har brug for, kan det blandt andet føre til dårlig trivsel, nedsat energi og nedsat immunforsvar, fortsætter Morten Grønbæk, som ligeledes er formand for Vidensrådet for Forebyggelse.

Eleverne skal involveres i måltidet

Årets GoCook smagekasse opfordrede også til, at eleverne undersøgte skolens madtilbud, som fx skolebod eller kantine for at skabe bedre rammer for mad og måltider på skolen.

– Selv om skoledagen er blevet betydelig længere, er madpakkerne ikke nødvendigvis blevet større. Og skolemad er ikke en del af kerneopgaven i skolen, siger Bente Svane Nielsen, der er projektchef for GoCook.

– Vi synes, det er vigtigt, at skole, forældre og elever er fælles om ansvaret for sund og velsmagende mad. Børn spiser mere end halvdelen af deres måltider i skolen, men mange er sultne i løbet af dagen. Så frister snacks som müslibar og sodavand. Det indeholder mere sukker, end man lige regner med. Lidt er fint, men meget er knap så godt. Børn har krav på en sundere hverdag med trivsel, og det kræver noget af os alle, siger Bente Svane Nielsen.

Om GoCook Smagekassen 2017

GoCook Smagekassen er en kasse med gratis råvarer, undervisningsmaterialer og opskriftshæfter.

I år indeholdt kassen opskrifter og råvarer til pitabrød med falafel og snacks af glaskål og kinaradise.

76 % af alle grundskoler (folkeskoler og frie/private skoler) i Danmark var tilmeldt med i alt 6470 skoleklasser.

Smagekassen er blot ét af initiativerne i GoCook-projektet, som på facebook følges af cirka 10.500 børn og forældre. GoCooks digitale kokkeskole på gocook.dk og i GoCook-app’en har 200.000 unikke brugere, og så leverer Gocook hver uge indhold til den faste madside i børneavisen “Kids News”.

GoCook er en del af Coops madmanifest, som vil skabe en sundere og bedre madkultur i Danmark.

Coop har foretaget en spørgeskemaanalyse blandt 804 forældre til skolebørn i maj 2016. Den viser, at 96 % af børnene har madpakke med flere gange om ugen. 76 % oplever, at skoledagen er blevet længere, men kun omkring 40 % har ændret i madpakken.

Se meget mere på gocook.dk/smagekassen

Seneste artikler

Fantasi Fantasi er om tvillingerne Molly og Smilla, der begge har autisme.

Dokumentar for børn og unge

CPH:DOX er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden. Her er film om unge for unge. Festivalen finder sted fra den 15. til den 25. marts

CPH:DOX · 08-02-2018

Danmarks Læringsfestival er to dage med fuldt drøn på og grobund for masser af netværk.

Fyrtårnet for undervisningsverdenen

Danmarks Læringsfestival i marts slår dørene op for masser af inspiration fra forskning og praksis

Styrelsen for it og læring · 08-02-2018

Videoer i undervisningen kan gøre arbejdsdagen mere overskuelig.

En partner i undervisningen

Med videoer kan undervisningen understøttes på flere måder til gavn for både lærer og elever

Restudy · 08-02-2018

 
Jette Fredslund opretter hver enkelt lærer som bruger og rekvirent efter behov for tolk.

Nyt tolkebureau tilbyder hurtig bestilling og nem administration

Tolkify i Herning har som det første danske tolkebureau udviklet et it-system, der gør det både hurtigere, nemmere og billigere for skolerne at bestille og afregne en tolk

Tolkify · 08-02-2018

Til kamp mod usunde snacks

Størstedelen af det sukker vi indtager, spiser vi mellem måltiderne. Nu har 155.000 skolebørn i 4.-7. klasse taget kampen op mod sukkeret

GoCook · 04-12-2017